Når FC København igen tænder lyset for Europa League torsdag, sidder der muligvis en polsk angriber på modstanderens bænk og gemmer sig lidt.

Han hedder Patryk Klimala, og da han skiftede til modstanderne fra Celtic i januar, sagde han goddag til sit nye hold med meddelelsen om, at han havde afslået enhver henvendelse fra FC København i ugerne inden.

»Det var en klar løgn, der kom ud. Normalt dør de løgne efter minutter eller timer. I transfervinduet er der så mange rygter, løgne og så videre. Vi ville bare fortælle sandheden i forhold til den unge angriber, som vi kiggede på der og var i forhandlinger med,« siger Ståle Solbakken.

FC København tog nemlig konsekvensen af Patryk Klimalas udsagn bare timer senere.

Foto: Frank Cilius
Vis mere

Klubben kom noget atypisk med en helt officiel udmelding om, at Klimalas udsagn ikke passede.

Ståle Solbakken havde insinueret noget lignende allerede i dagene inden Klimalas Celtic-skifte, men i optakten til en kamp mod netop Celtic og den polske hovedperson var Solbakken helt klar i mælet om, hvor usand historien om FC Københavns interesse i Patryk Klimala.

»Sandheden er, at vi kender spilleren, men vi har aldrig nogensinde talt med ham. Han er en god spiller, men jeg har aldrig talt med ham, agenten eller klubben. Hvis du kan fremvise ét dokument, ét telefonopkald eller én mail, løber jeg nøgen rundt om banen,« siger Solbakken.

Patryk Klimala var altså ikke på nogen måde tæt på FC København, men torsdag aften vil han højst sandsynligt få lov at sidde på bænken i Telia Parken, når FC København spiller første opgør i 1/16-finalen i Europa League mod Celtic.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og mens Solbakken er sikker på, at lige den kamp nok skal blive lige, så fortæller han også om forskellen på de to klubber, der mødes.

»Jeg tror ikke, at vi har råd til nogen af Celtics spillere. Måske skulle jeg have taget Kristoffer Ajer, da han var 17 år og stor i Norge. Der var vi nok lidt for langsomme, for vi kendte ham fra tidligt, da han var angriber.«

»Siden blev han midtbanespiller og var anfører for Start. Måske skulle vi have ‘pulled the trigger’. Det er den eneste, som jeg kan komme i tanke om, at vi kunne have haft råd til i konkurrence med Celtic,« siger Ståle Solbakken.

En ting er den økonomiske forskel på de to klubber. Noget andet er optakten til den første kamp.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FC København tabte i Superliga-premieren mod Esbjerg, og imens har Celtic vundet samtlige ni kampe i 2020.

»De har fundet en anden rytme end os. Vi har spillet træningskampe og haft en meget svag specielt anden halvleg - i den første kamp i sæsonen. Vi har også kæmpet med korte og længere skader. På det her tidspunkt er der kun fire eller fem spillere, der er sikre startere hos mig, siger Solbakken og ser frem mod kampen.

»Celtic har mere sikkerhed på den front. Men i en kamp her kan alt ske. Og hvis vi tager et godt resultat med i den anden kamp, kan alt ske. Så stor er forskellen heller ikke. Jeg vil blive skuffet, hvis vi ikke går ud her og har vores perioder her på banen, hvor vi dominerer på bolden.«

FC København og Celtic sparker anden halvdel af Europa League i gang torsdag klokken 18.55.