FCK-manager Ståle Solbakken var tilfreds med 3-0- sejren over Piast Gliwice og avancementet i Europa League-kvalifikationen og åbner døren for nye tilgange.

Om den nye tilgang kunne være Genoa-spilleren Peter Ankersen, der tidligere har huseret i Parken, smilte Solbakken af, da B.T. spurgte nordmanden.

»Klog af skade regner jeg ikke meget noget. Vi må vente og se,« siger han.

Rygterne om Ankersens retur til FC København startede hos det italienske medie Gianluca Di Marzio, der onsdag fortalte, at Peter Ankersen efter bare en sæson i Genoa ville vende tilbage til FCK. Og Solbakken kunne ikke dy sig for alligevel at afsløre lidt:

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Vi har brug for en større sammenhængskraft i holdet. Vi gør alt for det. Vi må blive endnu bedre taktisk, vi arbejder på at blive bedre fysisk, vi arbejder med det mentale. Vi arbejder videre med trupsammensætningen. Jeg siger ikke, det er Ankersen, men typer som ham,« indrømmer Solbakken.

Han kunne glæde sig over, at FCK nu er i playoffrunden og igen spiller med om at komme i et europæisk gruppepsil efter sejren over Piast Gliwice.

»Vi kontrollerer hele første halvleg bortset fra Kalles hjerneblødning. Vi vidste, de var svære at bryde ned. Jeg er okay tilfreds,« siger han med henvisning til keeper Karl-Johan Johnsson, der var ved at give et mål væk i første halvleg.

På trods af sejren sejlede det i FCK-defensiven i de sidste 25 minutter, hvor polakkerne burde være kommet på tavlen. Og der er stadig meget at arbejde på for FCK-mandskabet.

»Vi mangler at spille længere perioder med den rigtig balance. Vi skal dominere kampen og samtidigt forsvare på en lige så god måde. Vi har domineret tre ud af fire kampe, vi har spillet. Göteborg, Brøndby og nu. Vi kan afgøre Brøndby-kampen i de første 25 minutter, men da de scorer til 1-1, og vi ikke scorer, skal vi blive ved. Vi har fortsat ikke nok kvalitet til at blive ved. Det kan skyldes mange ting,« siger Solbakken.

Én ting, Solbakken ikke skal bekymre sig om, er mål fra sin angriber. Polske Kamil Wilczek kom igen på tavlen og nu er på fire mål i fire kampe for sin nye klub.

»Han har vist en meget stærk mentalitet både på og udenfor banen. Han viser en tilstedeværelse i boksen. Han er blevet meget bedre til at løbe bag modstanderens bagkæde, så han får en anden type chancer. Han var alene med keeperen mod Brøndby, og han var alene med keeperen i dag,« siger han og fortsætter:

»Han giver holdet lederegenskaber. Han bruger sin fysik. Han er stille, men han gør et godt stykke arbejde for holdet.«

FCK møder søndag Vejle i Superligaen.