Det skulle egentligt have handlet om fodbold.

Men pressemødet sent eftermiddag med den norske landstræner, Ståle Solbakken, kom i den grad til at handle om noget andet.

Emnet var landsholdsspilleren Andreas Schjelderup, der i næste uge står tiltalt i Københavns Byret. Han står tiltalt for at have delt en video, som indeholder det, politiet og domstolene normalt kategoriserer som værende børneporno. 

Det skriver VG.

Schjelderup forventes at tilstå.

På pressemødet blev Solbakken spurgt om, hvordan det kunne være foreneligt at være en del af den norske landsholdstrup samtidig med, at man venter på en tilståelsesdom.

Solbakken svarede:

»Der vil altid være delte meninger om det. Og det vil jeg ikke kommentere her i pressen. Jeg er meget sikker på, at vi har gjort det rigtige, meget sikker på, at Andreas vil være sig selv og præstere, og meget sikker på, at holdet står bag ham.«

»Jeg er stoisk rolig omkring det valg, vi har truffet.«

Om det at dele videoer, sagde Solbakken:

»Han har gjort noget meget dumt. Det ved Andreas udmærket godt selv. Han har haft en dialog med politiet fra dag ét, har lagt sig fladt ned og givet de oplysninger, han skal give.«

»Der er ingen undskyldninger for det, han har gjort.«

På fodboldbanen skal Norge møde Estland på torsdag og Italien søndag.