Man er flink mod FCK, hvis man giver dem 10 procents chance for sejr over Manchester United, siger Solbakken.

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, levner ikke sit hold gode odds for en sejr over Manchester United i mandagens Europa League-kvartfinale.

Københavnerne leverede ellers en stærk præstation senest mod Istanbul Basaksehir, men i Manchester United venter et hold, der foruden at være stærkere på papiret har vist stor styrke gentagne gange de seneste måneder.

»Vi har bedre muligheder over én kamp, end hvis vi skulle spille to kampe. Hvis man siger, at det er 90-10, så er man måske endda lidt flink mod os. FCK vinder nok sjældent en betydningsfuld kamp mod Manchester United på neutral bane.«

»Havde det været i Parken, ville jeg måske sige 80-20,« siger Solbakken forud for kampen ved Final 8-stævnet i Köln.

Venstrebacken Nicolai Boilesen er afklaret med, at kvartfinalen ved Final 8-stævnet i Köln meget vel kan blive endestationen for FCK's 13 måneder lange 2019/20-sæson.

»Procenterne er ikke vanvittigt gode for, at vi går videre, og vi ved godt, at de har nogle vanvittigt dygtige folk. Efter coronapausen har de været et top-3-hold i Europa,« siger Boilesen, som ikke vil afskrive FCK.

»Vi er vant til at stå godt i europæiske kampe. Vi ved, at der er perioder, hvor vi er under pres, men i de perioder, hvor vi ikke er helt vildt pressede, skal vi turde tage de chancer, vi får.«

»Man får ikke mange chancer i europæisk fodbold. Hvis vi kan få to-tre chancer og sparke den ind og have lidt held med, så kan vi vinde. Jeg ser os bestemt ikke som chanceløse,« siger backen.

Midtbanespilleren Rasmus Falk har stor respekt for Manchester Uniteds hurtige offensiv med spillere som Marcus Rashford, Anthony Martial og Mason Greenwood.

»Når deres topspillere rammer dagen, så er de utroligt gode til at skabe chancer, og vi skal sørge for ikke at blive fanget i omstillinger.«

»Der er ikke tvivl om, at de er på et niveau højere, så vi kan ikke forvente at få fem-seks chancer, så vi skal lukke dem ned. Det er en opgave, vi skal løse alle sammen, og så skal vi udnytte de chancer, vi får,« siger Rasmus Falk.

Opgøret begynder mandag klokken 21.

/ritzau/