Et trænerskift og en frisk sejr i bagagen har løftet IFK Göteborg før FCK-møde, siger Ståle Solbakken.

FC København-træner Ståle Solbakken forventer torsdag aften at møde et veloplagt IFK Göteborg-hold på udebane i Europa League-kvalifikationen.

Svenskerne kommer nemlig ud til kampen efter at have brudt en lang stribe af dårlige resultater med en frisk 3-0-sejr i bagagen i den første kamp under klubbens nye cheftræner, Roland Nilsson.

Forud havde svenskerne spillet 14 ligakampe i træk uden sejr.

IFK-sejren står i kontrast til københavnernes kamp i weekenden, hvor det blev til et 2-3-nederlag ude til OB i Superliga-premieren.

»Det var helt sikkert både en lettelse og en selvtillidsbooster, at de vandt mod Falkenberg. Den mentale tilstand er sikkert bedre i IFK nu, end den var før weekenden. Vi har spillet én kamp, som ikke gik så godt, så vi må sørge for at gøre det bedre nu.«

»I og med at de vandt den kamp, er det sikkert en fordel, at de har skiftet træner, fordi de så har en bedre følelse.«

»Vi har selvfølgelig brugt en del tid på IFK, men det vigtigste er, hvordan vi selv ser ud,« siger Ståle Solbakken på et pressemøde forud for torsdagens kamp.

Nordmanden har bemærket, at IFK Göteborg er et hold, der evner at spille direkte.

»Efter Roland Nilsson er kommet til, spiller de lidt mere direkte og har lidt mere klassiske IFK-dyder. De spiller lidt mere i banens længderetning og er lidt mere kyniske,« siger Ståle Solbakken.

Nyansatte Roland Nilsson har en fortid hos torsdagens danske modstander. I 2011 overtog han trænerjobbet i FC København, da Ståle Solbakken tog til FC Köln.

Svenskeren fik fyresedlen efter bare et halvt år i den danske hovedstadsklub, selv om FCK overvintrede som nummer et i Superligaen. Han bruger ikke revanche som drivkraft i torsdagens kamp mod eksklubben.

»Nej. Det er så længe siden nu, så det har jeg lagt til siden,« siger Roland Nilsson ifølge bold.dk.

»Det var spændende at overtage et hold som FCK. Dengang havde de klaret sig rigtig godt både i ligaen og i Champions League. Desværre blev det ikke så længe, som man havde håbet, men sådan er det af og til.«

Han fortæller også, at IFK Göteborg har et vågent øje på Kamil Wilczek, 'der er en vigtig komponent for FCK's målscoring'.

Torsdagens kamp begynder klokken 18. Der skal falde en afgørelse, og kampen kan derfor gå i forlænget spilletid og straffespark.

FCK skal besejre den svenske klub og yderligere to modstandere for at indløse billet til Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/