Ekstremt skuffet, men fattet.

Sådan stod FCK-manager Ståle Solbakken og havde det, efter hans mandskabs Champions League-drømme blev skyllet ud i en maraton-straffesparkskonkurrence mod Røde Stjerne. Væk er håbet om den kendte hymne og de største adresser.

Tilbage er forventningen og det medfølgende pres om at kæmpe sig forbi enten HJK Helsinki eller Riga for at få en tur ud på den noget mere grå Europa-rundtur.

»Nu har vi virkelig pres på os. Nu skal vi vise, at vi kan grave os op, og at vi ikke går ned med kasketten. Vi har ikke haft noget modgang i år. Når man tænker på, at vi har seks-syv nye mand i startopstillingen, er det gået på skinner. På den værst tænkelige måde får vi nu en gedigen øretæve,« siger Ståle Solbakken efter nederlaget til Røde Stjerne.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Er der nogle af spillerne, der skal løftes?

»Ja, det skal der. Nu er vi jo ‘pissed’, og det er en mental ting. Vi skal til Randers på fredag, og det bliver ikke nogen walk over, selvom vi skal møde et finsk eller lettisk hold i Europa League. Det bliver for eksempel kunstgræs, hvis det bliver mod det finske, og de slog Røde Stjerne på hjemmebane,« siger Solbakken.

FC København fik et chok på hjemmebanen foran næsten 30.000 fans, da Røde Stjerne kom foran i første halvleg. Men Dame N’Doye scorede kort inden pausen, og da Røde Stjerne blev reduceret til 10 mand, lignede det en sejr til FCK.

Det blev det langt fra. Det blev til en straffesparkskonkurrence af utroligt lav kvalitet.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Og et farvel til Champions League efter brændte straffespark fra Viktor Fischer, Pierre Bengtsson, Dame N’Doye, Karlo Bartolec og til sidst Jonas Wind på sit andet forsøg.

»Sådan er livet. Vi har to matchbolde i straffekonkurrencen. Vi spiller over en time med en mand i overtal, hvor vi griber det rigtigt an. De er rigtigt gode til at forsvare eget felt. De afviste alle straffespark og alle dødbolde. Men nogle af vores offensive profiler mangler stadig 5-10 procent. Vi savner lidt de afgørende aktioner fra nogle.«

Jeg troede ikke, at N’Doye skulle sparke et straffespark igen efter Atalanta-kampen?

»Nej, men du så de straffesparksskytter, vi havde inde. Der var to midterforsvarere og Bartolec, som egentlig ikke ville eller havde nogen særlig lyst til at sparke,« siger Ståle Solbakken og satte også nogle ord på Viktor Fischers manglende skarphed.

»Forskellen på nu i forhold til for ti dage siden er, at han fysisk er meget, meget bedre. Men der er en stor forskel på ham. Det er hans sidste aktioner, der mangler nu. Det er godt opsummeret, at han er kombineret uheldig og uskarp.«

Er der noget, du går ind og gør med ham? Normalt ville han selv sparke på sin sidste chance og også score på sit straffespark?

»Det handler om bare at få den sidste følelse. Jeg var mere bekymret for ti dage siden, for der havde han ikke fysikken. Nu har han fysikken og spillede 120 minutter, men han er ikke skarp. Det kommer« siger Solbakken.

FC Københavns næste opgave er fredag i Superligaen, når Randers venter.