FCK-manager Ståle Solbakken erkender, at Dynamo Kiev var tættest på sejren i torsdagens opgør.

For anden kamp i træk var FC København foran 1-0 mod Dynamo Kiev i Europa League, og for anden kamp i træk gik de danske fodboldmestre fra banen med 1-1.

Men det kan københavnerne ikke tillade sig at klage over, som kampen udviklede sig, mener FCK-manager Ståle Solbakken.

- Det var måske lidt modsat fortegn i forhold til Kiev, hvor vi var tættest på sejren. I dag (torsdag, red.) var de tættest på sejren, siger Solbakken efter kampen.

Kigger man på statistikken, var Dynamo Kiev det dominerende hold i torsdagens opgør. Gæsterne havde mest boldbesiddelse og 17 forsøg, hvoraf fire endte inden for målrammen.

FCK forsøgte sig blot tre gange i hele kampen, og Jens Stages tidlige fuldtræffer til 1-0 var det eneste forsøg inden for rammen fra hjemmeholdet.

Generelt blev kampen i Parken spillet i et højt tempo, og det kan spillerne også bruge på længere sigt, selv om ukrainerne ofte havde overtaget, mener Ståle Solbakken.

- De er gode. Jeg tror, det var meget lærerigt for spillere som ham der (peger på Jens Stage, red.) og Victor Nelsson.

- Der var mange gode præstationer, men vi skulle være på dupperne, for det var et godt hold, vi mødte, siger Ståle Solbakken.

Jens Stage scorede allerede i det fjerde minut fra sin position på højre kant, hvor han startede kampen. Der gik dog ikke længe, før han blev flyttet ind på den centrale midtbane, hvor Dynamo Kiev havde tilkæmpet sig overtaget.

Den tidligere AGF'er giver sin træner ret i, at der er gode erfaringer at tage med videre.

- Tager vi Røde Stjerne-kampen ud, tror jeg, det er det højeste niveau, jeg nogensinde har spillet på. Jeg har ikke oplevet en fodboldkamp med det tempo, som blev lagt for dagen derinde.

- Uden at jeg synes, vi er det bedste hold på den måde, synes jeg, vi spillede med og viste, vi er konkurrencedygtige mod et godt hold, som Kiev er i dag.

- Et point er okay. Og jeg er glad for, at jeg prøvede at lave et mål herinde. Det betød meget for mig, siger Jens Stage.

/ritzau/