Det var banens yngste mand, som blev den store helt for FC København i aftenens 3-1-sejr i Europa League-playoffkampen mod Riga FC.

Efter en kamp med stor dominans af hjemmeholdet i Parken scorede teenagesensationen Mohammed Daramy kampens sidste mål efter en lille genistreg af en assist af nyindkøbet Michael Santos dybt inde i overtiden.

FCK-manager Ståle Solbakken var glad for den 17-årige indskifters vigtige mål, som giver et godt udgangspunkt før returopgøret i næste uge. Men han var ikke udelukkende positiv over for Daramys indhop.

»Defensivt sejlede han jo rundt,« grinede Solbakken til TV3 Sport umiddelbart efter kampen, og kom med endnu en lille drillende kommentar til stortalentet, som primært har sine forcer i offensiven, og som kan finde på ting, som mere rutinerede spillere nok ikke ville finde på.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Og han lavede to-tre ting, som var helt surrealistiske,« lød det således fra Solbakken.

Daramys vigtige 3-1-scoring i overtiden blev skabt af FCK's nye angriber, Michael Santos, som lavede et overlegent vip over en modstander, så Daramy blev spillet fri i feltet.

Santos blev kastet for løverne fra starten af anden halvleg efter kun at have trænet med sine nye holdkammerater en gang i aftes.

»Santos er jo ikke helt fit, så det var en gambling. Vi skulle have to mand mere i boksen - flere målscorere på banen - for de stod så dybt,« lød det fra Solbakken til TV3 Sport.