Landsholdsmålmand Filip Jørgensen tager til Frankrig i jagten på fast spilletid.

Premier League-klubben Chelsea bekræfter på sin hjemmeside, at danskeren skal tilbringe resten af sæsonen i Strasbourg på en lejeaftale.

24-årige Filip Jørgensen blev hentet til den engelske hovedstad fra Villarreal i 2024 og har siden vogtet målet 36 gange for Chelsea.

Det er dog endnu ikke lykkedes for målmanden at få sit endegyldige gennembrud i London. I den forgangne sæson blev det blot til 12 optrædener på tværs af alle turneringer.

I stedet bliver han nu holdkammerat med Lucas Høgsberg i Strasbourg, som har samme ejer som Chelsea og dermed kan betragtes som søsterklub.

- Vi ser frem til at støtte Filip i hans tid i Frankrig, skriver Chelsea.

Også Strasbourg har offentliggjort lejeaftalen. Men ingen af klubberne nævner noget om en frikøbsklausul.

Jørgensen har kontrakt med Chelsea frem til sommeren 2031.

Efter at Kasper Schmeichel har stoppet sin karriere, er han desuden i spil til pladsen som Danmarks førstemålmand.

Det er indtil videre blevet til spilletid i to testkampe for landsholdet, hvoraf Jørgensen holdt nullet i den ene.

Tidligere har Filip Jørgensen fået 14 kampe for U21-landsholdet. Han er født i Sverige, og tidligere i karrieren optrådte han på Sveriges U16- og U17-landshold.

RITZAU