En stor og lang klapsalve fra landsholdet til hele nationen.

Det var den scene, der udspillede sig i Københavns Lufthavn torsdag eftermiddag, da Danmarks drenge vendte hjem efter over en måned sammen.

Derefter sagde spillerne farvel til hinanden med store krammere, mens pressen og hele Danmark så på. Og den lidt utraditionelle afsked forstår Søs Marie Serup godt.

»Jeg synes, det var en meget smuk og rørende seance med en flok trætte krigere. Det var ligesom kulminationen på en gendannelse mellem landsholdet og de danske roligans,« siger hun til B.T. og fortsætter:

Søs Marie Serup kalder seancen smuk og rørende.
Søs Marie Serup kalder seancen smuk og rørende. Bax Lindhardt

»Det viser, at vi har fået den forbindelse mellem landsholdet og nationen tilbage. Den var ellers næsten tabt for nogle år siden – også til hjemmekampene. Det var dejligt at se.«

Kasper Hjulmands mandskab har været gennem nogle vanvittige uger, som startede med, at Christian Eriksen kollapsede i Parken, og sluttede med en dramatisk semifinale på Wembley mod England onsdag aften.

Og Søs Marie Serup mener, at det danske landshold har levet op til et helt særligt slogan under EM i de seneste cirka fire uger.

»'En del af noget større'. Det er DBUs slogan, og det synes jeg i den grad, landsholdet har levet op til. For første gang i noget tid vel at mærke under den her slutrunde.«

Mads Claus Rasmussen

»De slog ikke kun ring om Christian Eriksen mod Finland. De slog også ring rundt om sig selv og nationen. Det har virkelig været en rejse den seneste tid.«

Det sidste EM-pressemøde i denne omgang blev med Kasper Hjulmand, Thomas Delaney, Simon Kjær og Kasper Schmeichel. Og de havde ligeledes svært ved at sætte ord på den seneste tids indtryk.

»Når vi kommer hjem og får det på afstand, går det måske op for os, hvad der er sket. Landsholdet er i hvert fald for hele Danmark. Det tror jeg godt, vi kan sætte en tyk streg under. Det er svært at beskrive det, vi har været igennem,« lød det eksempelvis fra Simon Kjær.

Nu kan de danske landsholdshelte holde lidt pause fra hinanden, inden de mødes igen i slutningen af august. Skotland venter nemlig i Parken 1. september.