»Hvis jeg sad inde i FCK, så ville jeg tænke: De andre bliver bedre og bedre - er vi gået i stå?«

Manden bag ordene har selv siddet med de tunge beslutninger i netop FC København.

Karsten Aabrink var direktør i klubben fra 1995 til 1997, og nu ser han en klub, der er i alvorlig krise på banen, ledelsesgangen og med noget så banalt som træningsfaciliteter.

»Det virker som om, der er ledelsesmæssige ting, der ikke fungerer. Hvorfor er man så længe om at udbygge faciliteterne? Hvorfor trækker man penge ud til aktionærerne, når ligaen buldrer afsted? Futtoget kører nu,« siger han til B.T.

Få år efter hans tid som FCK-boss ramlede klubben ind i en stime med fire nederlag i træk i Superligaen, og sådan et lavpunkt er ikke sket siden - altså indtil nu, hvor klubben igen har fire nederlag i streg og ligger nummer syv kort før grundspillets afslutning.

Ser man på fodboldhistorien, så er store trænere blevet fyret for mindre. 

Karsten Aabrink mener, at FCK for alt i verden ikke må fyre træneren.
Karsten Aabrink mener, at FCK for alt i verden ikke må fyre træneren. Jakob Dall/Ritzau Scanpix

Men man skal ikke røre ved Jacob Neestrup, slår Aabrink fast. 

Problemet er ikke så elementært som en cheftræner.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg freder Neestrup, men jeg har en fornemmelse af, at krisen stikker dybere end cheftræneren.«

»Jeg tror slet ikke, det hjælper at skifte træneren. Han er super dygtig og ved, hvad han laver,« siger han, men medgiver dette:

Jacob Neestrup har ført FCK til The Double to gange.
Jacob Neestrup har ført FCK til The Double to gange. Alejandro Garcia/EPA/Ritzau Scanpix

»Jeg kan godt se, at det er en katastrofe, at holdet med det største budget taber så mange fodboldkampe. Selvfølgelig skal medierne interessere sig for det, men det allervigtigste er at holde fast i noget af det fundament, man har, og der er træneren afgørende.«

»Jeg er også sikker på, at Jacob Neestrup er så ambitiøs, at han selv ville trække stikket, hvis han føler, han har tabt omklædningrummet.«

FCKs cheftræner har brug for hjælp, lyder det fra Aabrink.

»Man kan have sin tvivl om, hvorvidt samarbejdet mellem ham og dem på ledelsesgangene fungerer optimalt. Set udefra virker det ikke til, at de har et tæt samarbejde, og det er selvfølgelig problematisk, hvis man har tænkt sig at have ham på langt sigt. Det er et nøglesamarbejde«

»Så kan man også spørge: Bruger de penge nok i forhold til FC Midtjylland? Svaret er nej. Så bruger de dem i hvert fald dårligt.«

»Hvis man skal følge med, så skal man følge med på alle parametre. Halter man efter på faciliteter, så burde man gøre noget ved det.«

B.T. Har forelagt kritikken for FCK, men de har ikke ønsket at besvare nogen af punkterne.

I midten af 90'erne kunne man høre selvironisk hyldest fra tribunerne i Parken, der lystigt sang om fortræffelighederne ved at ligge nummer otte. 

Efter den tid har man vundet yderligere 15 mesterskaber og deltaget i syv Champions League-turneringer - så nu er det hele knapt så sjovt.

De næste to runder afgør, om de danske mestre skal i nedryknings- eller mesterskabsspillet, og hundeslagsmålet om en billet til 1. klasse starter nu.

Følg lørdagens opgør mod OB her på B.T. fra kl. 14.