Sønderjyske fik søndag i den grad revanche mod Brøndby IF efter 0-6-nedsablingen i de to holds seneste møde i Superligaens mesterskabsspil.

Blot ni dage senere så det helt anderledes ud i Haderslev, hvor Brøndby denne gang blev sendt hjem med et 0-3-nederlag.

En tidlig scoring af Matthew Hoppe og et drop af Brøndby-keeper Patrick Pentz sendte gæsterne bagud med to, og vestegnsklubben havde dermed et svært udgangspunkt for de resterende godt 80 minutter.

I anden halvleg manglede Brøndby skarpheden i afslutningerne, og Sønderjyskes Sefer Emini lukkede til sidst kampen.

Med sejren bringer Sønderjyske sig på samme antal point som Brøndby, der ligger på femtepladsen, og melder sig dermed for alvor ind i bronzekampen.

Søndag aften tabte FC Nordsjælland til Viborg, og både Brøndby og Sønderjyske er nu fire point efter FCN på tredjepladsen.

Viborg indtager fjerdepladsen og er kun to point efter FC Nordsjælland. Med tre runder tilbage er der derfor lagt op til en tæt kamp om bronzemedaljerne.

Sønderjyskes sejr faldt på et tørt sted. Efter på imponerende vis at have spillet sig ind i mesterskabsspillet har holdet haft det svært i foråret. I de forrige seks kampe var det kun blevet til to point.

Trods den formsvage periode fik hjemmeholdet en flyvende start på en solrig søndag på AL Sydbank Park.

Først var det Mohamed Cherif, der efter få minutter fik en stor chance, men han sendte bolden tæt forbi stolpen.

Hvor guineaneren ikke havde held med sit forsøg, var historien straks en anden, da Olti Hyseni kort efter blev sendt afsted.

Den 18-årige kantspiller afsluttede mod mål, og Brøndbys målmand Patrick Pentz gav en retur, som Matthew Hoppe udnyttede til Sønderjyskes første scoring.

Blot 11 minutter inde i kampen gik det igen galt for gæsterne, da Pentz lavede et stort drop.

Hyseni afsluttede fra distancen, og den østrigske målmand så først ud til at have godt styr på forsøget. Men Pentz fik ikke ordentligt fat i bolden, som trillede over stregen til 2-0.

Sønderjyske kunne allerede have udbygget føringen i første halvleg. Hjemmeholdets Tobias Sommer var tæt på at snyde Pentz, og en fejl i Brøndbys forsvar fra Luis Binks kostede næsten en scoring mere til Matthew Hoppe.

Kort inden pausen havde gæsterne også en stor chance, da Oliver Villadsen spillede Mads Frøkjær fri. Afslutningen var dog uskarp, og han sparkede forbi mål.

Brøndby formåede aldrig for alvor at true Sønderjyskes føring, og efter 65 minutter kom hjemmeholdets tredje scoring. Hyseni spillede igen en nøglerolle, da han lagde bolden over til Sefer Emini, som sparkede 3-0-målet i kassen.

Frøkjær fik endnu en stor mulighed efter 71 minutter, men igen manglede kvaliteten i afslutningen, som sejlede langt forbi stolpen.

Brøndbys hattrickhelt fra de to holds seneste møde, Jacob Ambæk, spillede hele kampen, men formåede ikke at videreføre magien fra kampen på Brøndby Stadion.

/ritzau/