Sønderjyske har spillet 1-1 i syv ud af holdets seneste otte kampe, men den statistik blev der lavet om på, da sønderjyderne søndag tog imod OB, som blev besejret 2-1.

Det gik heftigt for sig fra kampens start. Efter fem minutters spil var det OB's Lasse Nielsen der hamrede bolden på Sønderjyskes træværk. Sekunder senere brændte det på i den anden ende. Tyske Marvin Pourie var tæt på at slide sig igennem, men mistede tilsyneladende et skridt, da han skulle til at afslutte. Sønderjyskes spillere appellerede voldsomt for straffe i situationen, men dommer Dennis Mogensens fløjte forblev tavs.

Herfra sad Sønderjyske på det meste, og efter 13 minutters spil steg Bjørn Paulsen til vejrs efter et godt sparket Daniel Jensen-hjørnespark. Der var godt med fart på afslutningen, og selvom kasketklædte Mads Toppel havde fingrene på, kunne han ikke holde afslutningen.

OB forsøgte at svare hurtigt igen og pressede højt på Sønderjyskes banehalvdel, men hjemmeholdets forsvar afværgede situationerne, inden det for alvor blev farligt.

Indtil kampens 35. minut. Her kunne OB's Lasse Kryger kopiere Bjørn Paulsens bedrift fra tyve minutter tidligere. Den høje OB'er løb mod forreste stolpe og kunne heade udligningen i kassen.

Men det var ikke slut med mål i en begivenhedsrig første halvleg i Haderslev. Igen var det hjemmeholdet, der kom på tavlen, og igen var det efter et hjørnespark.

OB's forsvar fik ikke clearet bolden ordentlig, og den havnede hos Marvin Pourie, der fra en position midt i feltet kunne bringe sønderjyderne i front.

Anden halvleg fortsatte i et intenst tempo, og begge mandskaber gik til stålet, hvilket resulterede i flere spilstop. Men på trods af flere chancer til begge mandskaber, formåede ingen af dem at score. Derfor kunne Sønderjyske bryde deres uafgjorte stime og sikre sig en 2-1 sejr, hvilke sender holdet op på en delt syvendeplads, mens OB fortsat befinder sig på den ærgerlige side af nedrykningsstregen.