Sønderjyske slider sig videre mod Thisted i pokalen
Sønderjyske havde svært ved at nedbryde Thisted FC, men med to sene mål sikrede Superliga-klubben sejren.

Sønderjyske havde svært ved at nedbryde Thisted FC, men med to sene mål sikrede Superliga-klubben sejren.

Udekampen mod Thisted FC blev ikke nogen walkover for Sønderjyske.
Klubben, der har haft en svær sæsonstart og ligger i bunden af Superligaen, havde problemer med at få modstanderens net til at blafre.
Med to mål i den sidste halve time tog Sønderjyske alligevel sejren med 2-0 i anden runde af den danske pokalturnering torsdag aften.
Thisted ligger også i bunden af 2. division, men kæmpede en brav kamp og holdt langt hen ad vejen gæsterne fra de helt store chancer.
Efter en time gik den så ikke længere for hjemmeholdet.
Sønderjyskes Maxime Soulas lagde bolden til rette for Sefer Emini, som trykkede til fra kanten af feltet.
Flere spillere dækkede udsynet for Thisted-keeper Andreas Raahauge, og bolden snød målmanden og gik i kassen.
Godt ti minutter senere var Soulas tæt på selv at levere et drømmemål, da han forsøgte sig med et saksespark, som kun manglede få centimeter i at ramme inden for rammen. Bolden tog i stedet stolpen.
Thisted forsøgte at presse på, men i tillægstiden gav det plads i den anden ende. Her blev Bubacarr Tambedou sendt alene mod mål, og han sikrede Sønderjyske avancement i pokalturneringen.
I næste runde venter en klub fra 1. division i form af AB fra Gladsaxe.
RITZAU