Glen Riddersholm stopper som cheftræner i Sønderjyske med omgående virkning. Det oplyser Sønderjyske på fodboldklubbens hjemmeside.

Administrerende direktør i Sønderjyske Elitesport Klaus Rasmussen takker Glen Riddersholm for indsatsen.

- Han har arbejdet hårdt og loyalt. Han har stået i spidsen for holdet, der har spillet sig i to pokalfinaler i træk og sikret klubben det første trofæ, samtidig med at vi har sikret overlevelse i Superligaen, og på den måde har han skrevet sig ind i historiebøgerne hos os.

- Vi takker ham mange gange for den store indsats og ønsker ham alt det bedste fremover, siger direktøren.

Glen Riddersholm kom til Sønderjyske i januar 2019 efter at have haft stillinger i blandt andet Vendsyssel FF, AGF og FC Midtjylland.

Sønderjyske er i øjeblikket i gang med at søge efter hans efterfølger, oplyser klubben, der også annoncerer flere andre strategiske ændringer i klubbens ledelse i den kommende sæson.

Haderslev-klubben vil ansætte tre nye nøglepersoner. Det skal være en cheftræner, en fodbolddirektør samt en person med titlen "head of player development and recruitment".

Sønderjyske-ejer Robert Platek forklarer følgende om ændringerne.

- På vegne af alle i Sønderjyske ser vi frem til at indlede en ny æra med tre vigtige strategiske ansættelser, der gør det muligt for os at bygge videre på succesen i sæsonen 2020/2021.

- Vi er taknemmelige for Glen Riddersholms ledelse som cheftræner i løbet af de seneste to år. Glen har efterladt en positiv indvirkning på vores hold.

- Med en ny CEO (fodbolddirektør) ser vi en tid til strategisk vækst inden for områder som spillerudvikling, udvidelse af ungdomsprogrammet og strategisk outreach, lyder det fra den amerikanske ejer.

/ritzau/