B.T. kunne tirsdag fortælle, at danske Philip Zinckernagel er til lægetjek i den engelske traditionsklub Watford.

Zinckernagel har haft en forrygende sæson i norske Bodø/Glimt, hvor han med 19 scoringer og 19 assister har ført holdet frem til et suverænt mesterskab.

Og nu er han millimeter fra et skifte til Watford i den næstbedste engelske række, The Championship.

Men der ligger en udspekuleret kalkule bag det sandsynlige skifte. For på grund af Brexit er vejen fra de mindre europæiske rækker til engelske klubber blevet særdeles snørklet. Og mange transferer kommer sandsynligvis til at strande på grund af manglende arbejdstilladelse.

Foto: Mats Torbergsen
Vis mere

Men her har Zinckernagel-lejren udvist rettidig omhu. Det skriver norske Nettavisen, og det bliver omtalt i B.T. Sports podcast 'Transfervinduet'.

26-årige Zinckernagel indgik nemlig i september en såkaldt 'pre-settlement agreement' med Watford, og han har derfor allerede en registreret adresse i England.

Dette gør, at han kan snige sig uden om Brexit-restriktionerne og skifte til engelsk fodbold i januar.

Watford, der er Premier League-nedrykker, ligger p.t. på femtepladsen i The Championship. Seks point bag Norwich.