Nicklas Bendtner, Mike Jensen og Rosenborg måtte for første gang i denne sæson se sig besejret, da holdet tirsdag aften på hjemmebane tabte 1-2 til Tromsø.

Rosenborg begyndte ellers kampen bedst, og de forsvarende norske mestre kom da også foran efter 20 minutters spil, da islændingen Mathias Vilhjalmsson bragte dem foran efter et nydeligt angreb.

Men i slutningen af første halvleg udlignede Mikael Ingebrigtsen for holdet nord for polarcirklen. Og fem minutter før tid sørgede Aron Sigurdarson for, at Tromsø tog sejren, da islændingen flot nåede frem til et indlæg fra Gjermund Åsen og sendte bolden forbi André Hansen i Rosenborg-målet.

Nicklas Bendtner spillede hele kampen for Rosenborg uden at gøre meget væsen af sig. Mike Jensen begyndte kampen på bænken, men han kom ind efter 62 minutters spil.

Trods nederlaget fører Rosenborg stadig Eliteserien - to point foran Odd på andenpladsen.