Med to smalle sejre sørgede Inter og Napoli for at holde formstærke Juventus bag sig i Serie A-tabellen.

Napoli: Juventus vandt sin ottende sejr i træk i Serie A onsdag, og det lagde pres på Inter og Napoli i tabellen, inden de to holds respektive kampe senere på dagen.

Begge stod dog for presset, og med sejre på et enkelt mål til dem begge lykkedes det at holde de forsvarende mestre bag sig.

I en uskøn kamp vandt Inter med 1-0 på udebane over Empoli på et mål af den stærke angriber Mauro Icardi kort før pausen.

Napoli havde det også svært i hjemmekampen mod Torino, hvor man også måtte nøjes med en spinkel sejr på 2-1.

Torinos veteranangriber Fabio Quagliarella udlignede på straffespark Lorenzo Insignes føringsmål, men fem minutter før pausen blev Marek Hamsik matchvinder med scoringen til 2-1.

Det betyder, at Inter holder fast i førstepladsen med 39 point, mens Napoli sammen med Fiorentina følger lige efter med 38 point.

Juventus har efter en katastrofal indledning på sæsonen fået vind i sejlene, og nu er holdet oppe på fjerdepladsen med 36 point.

Det zebrastribede hold fra Torino vandt onsdag eftermiddag 3-0 hjemme over bundholdet Verona.

 

/ritzau/