Det er økonomien, der sætter alvorlige benspænd for et Christian Eriksen-skifte i øjeblikket.

Og efter at være blevet sat i forbindelse med et skifte til Kasper Schmeichel og Leicester i Premier League tidligere på ugen, har Inter da også meddelt eventuelle bejlere til den danske stjerne, at der skal betales ved kasse ét – ellers kan de godt glemme det.

»Inter har gjort det meget klart over for Leicester og Tottenham: Betal 100 procent af Christian Eriksens løn eller ingenting. Der er ingen chance lige nu, fordi Eriksens løn for seks måneder er omkring fire millioner euro (30 millioner kroner, red.) efter skat,« skriver den normalt velinformerede italienske journalist Fabrizio Romano på Twitter.

Samtidig skriver det engelske medie Mirror blandt andet, at Leicester-lejren ikke kan imødekomme kravet fra Inter.

28-årige Christian Eriksen ligner en færdig mand i Inter.
28-årige Christian Eriksen ligner en færdig mand i Inter. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

»Vi er altid optimistiske, men der skal også bare være en snert af realisme,« indledte Leicester-træner Brendan Rodgers på et pressemøde fredag, inden han tilføjede:

»Det kunne være fantastisk at få en offensiv midtbanespiller i det her transfervindue, men det er meget svært. Nogle spillere er uden for vores økonomiske rækkevidde.«

Eriksen er kommet i overskud hos Inter, hvor han officielt er sat til salg, og derfor er hans fremtid et hedt emne i denne måned, hvor transfervinduet lukker 1. februar.

Christian Eriksen skiftede i januar 2020 til Inter og har aldrig fået sit gennembrud på holdet, hvor træner Antonio Conte har haft andre favoritter.