»Min selvtillid led et stort knæk.«

Sådan forklarede den engelske fodboldstjerne Kalvin Phillips for nylig omkring de kommentarer, som Manchester City-træneren Pep Guardiola fremsatte om spilleren efter VM i 2022.

Guardiola sagde offentligt, at Phillips var for tyk og vejede for meget, hvilket var årsagen til, at midtbanespilleren var langt fra spilletid hos de lyseblå i Manchester.

Nu - i kølvandet på Phillips' ærlige interview - undskylder og fortryder Pep Guardiola sine kommentarer.

»Ja, jeg er ked af det. Én gang på otte år er ikke så dårligt (at tage fejl, red.), men jeg er virkelig ked af det. Jeg undskylder over for ham,« siger Guardiola ifølge The Guardian på et pressemøde.

Den spanske manager hævder, at han talte med den 28-årige englænder, inden han fortalte om spillerens vægt.

Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg talte med ham før. Det gør jeg aldrig nogensinde med holdet, før jeg siger noget her,« siger Guardiola.

Hovedpersonen selv fortalte til The Guardian om vægtkommentarerne, at hans familie ikke var tilfreds med den spanske træner.

»Efter VM var det klart hårdeste, da Pep gik ud og sagde, jeg var overvægtig. Han havde ret til at gøre det, men der er forskellige måder at komme omkring det på.«

»Jeg var ikke uenig med ham, men min selvtillid led selvfølgelig et stort knæk og det havde inflydelse på, hvordan jeg havde det i klubben. Min familie var heller ikke glad for det - særligt min mor,« siger Phillips, der vejede 1,5 kilo for meget, da han vendte tilbage efter juleferien.

Kalvin Phillips skiftede til City i 2022 efter at have været en stor profil hos Leeds United.

Men skiftet til City gik som bekendt slet ikke, og derfor er han for tiden på lejeophold i West Ham.