To mål i Stuttgarts 1-4-slagtningen af Celtic blev skrevet direkte på Kasper Schmeichels regning af klubbens fans.
Det har fået debatten i højlandet til at rase, for hvor længe kan den danske landsholdskeeper holde sin plads med præstationer som den i Europa League?
Om en måned skal den danske landstræner ligeledes træffe et valg på målmandsposten, og måske bliver det sværere end sædvanligt.
Mens Schmeichel får kritik, så har Mads Hermansen nemlig - ret pludseligt - sendt fået chancen i West Ham igen.
Den 25-årige keeper har sprællet flot i målet og været med til at sikre fire tiltrængte Premier League-point til den hårdt kæmpende London-klub.
»Spørgsmålet er, om Brian Riemer tør at skifte på en relativt sårbar position forud for de altafgørende playoff-kampe i marts?« lyder det fra B.T.s fodboldekspert Jannick Liburd.

»Personligt tror jeg ikke, at Brian Riemer tør at vægte form over rutine og spille Mads Hermansen i stedet for Schmeichel, selvom det måske er det rigtige at gøre.«
Danmark spiller første playoffkamp hjemme i Parken 26. marts, hvor Nordmakedonien kommer på besøg.
Vinder landsholdet den kamp, så skal de få dage senere op mod enten Tjekkiet eller Irland på udebane i kampen om en VM-billet til USA, Mexico og Canada.