Tottenhams Djed Spence og Micky van de Ven har over for cheftræner Thomas Frank angret deres handlinger efter weekendens nederlag til Chelsea i Premier League.
Det siger danskeren på tirsdagens pressemøde forud for kampen mod FC København i Champions League.
Umiddelbart efter slutfløjtet på holdets hjemmebane opfordrede Frank tilsyneladende de to spillere til at takke fansene, men de trodsede hans anvisninger og gik direkte i omklædningsrummet.
- Micky and Djed kom uopfordret ind til mig på kontoret i går. De ville sige undskyld for situationen. De ønskede ikke, at det skulle opfattes respektløst, som det hurtigt kan komme til i denne smukke medievirkelighed. Det var slet ikke deres hensigt med det.
- De var bare frustrerede over deres præstation, nederlaget og buhråbene under kampen, siger Thomas Frank.
Godt nok tabte Tottenham kun 0-1, men hjemmeholdet skabte stort set ingen chancer. Det fik fansene til at vise deres utilfredshed på hjemmebanen, hvor Tottenham generelt har haft det svært.
Men Thomas Frank havde håbet på en anden reaktion.
- Fansene var fantastiske de første 30 minutter af kampen. Larmen var fantastisk, og det bar os frem. Målet blev lidt et vendepunkt. Vi blev alle frustrerede.
- Hvis vi har gjort det dårligt, og Tottenham har tabt, er det helt fair at buhe ad os. Men under kampen har vi brug for lidt hjælp. Specielt når det ikke går vores vej. De kan være vendepunktet for os, forklarer den 52-årige dansker.
Tottenham-keeper Guglielmo Vicario kunne også godt bruge mere opbakning fra egne fans.
- Hvis vi fik mere hjælp i nogle situationer, ville det være bedre, men vi kan ikke kontrollere det. I sidste ende var vi alle skuffede, for vi havde tabt et London-derby, så alle var frustrerede. Fansene kan udtrykke deres smerte, og det var en smertefuld situation, forklarer han.
Tottenham har blot vundet én af sine seneste fem kampe, og man skal tilbage til august for at finde en sejr på hjemmebane i Premier League.
Frank har flere gange oplevet dårlige perioder i Brentford, men ved, at han nu er på en større scene.
- Selvfølgelig kan jeg godt mærke, at der er en smule mere opmærksomhed. Men det var jeg 1000 procent sikker på, der ville komme. Alt andet har været det samme. 20 fantastiske spillere og folk, der vil arbejde i samme retning.
- Jeg er meget glad for, at jeg ikke er på sociale medier, slår danskeren fast.
/ritzau/
