Danmark led et nederlag i kampen om værtsskabet for kvinde-EM, og nu er slutrunden ramt af en regulær skandale.

Alt stod linet op til en nordisk sejr, men Schweiz vandt retten til at afholde kvinde-EM i 2025, og den danske delegation stod slukørede tilbage på UEFA-hotellet i Lissabon, hvor afgørelsen faldt.

Landet i midten af Europa slog Danmark, Finland, Sverige og Norges fællesbud (Læs mere her), men nu sejler finansieringen hos værtslandet, fortæller Blick.

EM i fodbold får kun bevilget fire millioner schweizerfranc i stedet for 15 mio. af de lokale magthavere - det svarer til en nedgang på 86 mio. danske kroner.

»Et slag i ansigtet for sporten og latterligt for Schweiz,« lyder det fra fodboldeksperten Kathrin Lehmann, der blev Årets Spiller i 1999.

Hun mener, at landet bliver latterliggjort i udlandet - bl.a. i Tyskland, hvor hun bor til daglig.

B.T. har spurgt DBU om en kommentar til situationen hos deres banemænd, men det har de ikke ønsket.

Det er ikke første gang, Schweiz afholder et stort fodboldmesterskab. Til sammenligning brugte de 82 mio. schweizerfranc på at holde EM i herrefodbold i 2008 - altså mere end 20 gange så meget, som de nu agter at smide efter kvinde-slutrunden. Det svarer til 600 mio. kroner.

»Det er pinligt, at et af verdens rigeste lande ikke er en sportsnation. Schweiz har lavet et enormt selvmål,« siger Lehmann til Blick.

Det er dog ikke mejslet i granit, at der ikke kan findes flere penge, men lige nu ser det skidt ud. Det er meldingen fra en af værtsbyerne.

»I værste fald, dvs. hvis der slet ikke kommer penge til Thun, må vi sige, at det sandsynligvis ikke vil være muligt at afholde EM her,« siger kommunalbestyrelsesmedlem Katharine Ali Oesch.

Parlamentet kan redde finansieringen, og flere medlemmer har allerede talt varmt for sagen.

»Det er simpelthen en katastrofe,« siger Matthias Aebischer fra Socialdemokratiet blandt andet.