Slagtet af Brøndby-trænere: Nu bryder han tavsheden
Sean Klaiber fortæller nu åbent om sin sidste tid i Brøndby – som han kalder for 'et mysterium'.

Sean Klaiber fortæller nu åbent om sin sidste tid i Brøndby – som han kalder for 'et mysterium'.

Nu bryder han tavsheden.
Sean Klaiber skiftede denne sommer Brøndby ud med den tyske 2. bundesligaklub Bochum.
Det skete efter et mystisk forløb, hvor den hollandske forsvarer gik fra nøglespiller til pludselig at være 'persona non grata' under den daværende cheftræner Steve Cooper.
Offentligheden har aldrig fået en egentlig forklaring på den dramatiske udvikling. Men nu åbner Sean Klaiber for sin oplevelse af sagen.
Til tyske Westfalen Post fortæller han:
»Det er stadig et stort mysterium for mig. Den tidligere træner, Steve Cooper, og jeg havde et godt forhold. Jeg var faktisk anfører i nogle af kampene.«
»Men det hele ændrede sig efter vinterpausen, og jeg ved stadig ikke i dag, hvorfor han ikke længere ville bruge mig. Der var også mange andre i Brøndby, der ikke forstod det,« lyder det fra Sean Klaiber.

Heller ikke da Thomas Nørgaard overtog cheftrænertøjlerne i sommer, var der udsigt til spilletid for Klaiber.
»Mit forhold til ham var også fint. Men i sidste ende ønskede klubben at bevæge sig i en ny retning. Klubben har til hensigt at satse mere på unge spillere – herunder talenter fra eget akademi – med det mål at generere transferindtægter.«
»Jeg er 32 år, og Brøndby havde mig ikke længere med i deres planer. Sådan er vilkårene i den moderne fodboldverden.«
Steve Cooper forklarede i marts fravalget af Klaiber således:
»Det handler om sammenhold, og at man skal sætte holdet først. Når man ser handlinger, der ikke lever op til det, så er man nødt til at gøre noget ved det.«