Slagtes af alle – men ét øjeblik sagde det hele
Eksperter slagter Michael Carrick – men fansene viser noget andet.

Eksperter slagter Michael Carrick – men fansene viser noget andet.

Klapsalverne talte for sig selv.
For alt imens en slukøret Michael Carrick gik mod tunnelen, opstod der pludselig et særligt øjeblik.
Han var netop blevet ydmyget. Brutalt. Og så endda på hjemmebane.
Foran alle.
Få minutter forinden havde Manchester United-træneren nemlig set sit hold blive skilt ad med hele 0-3 af Bournemouth på eget græs.
Men den forventede pibekoncert og de mange skældsord fra tribunerne udeblev.

Altså, lige indtil klublegenden trådte ind i spillertunnelen.
For med det samme gik fansene amok på United-spillerne med den verbale grovfil.
Og netop dén episode siger faktisk alt om den situation, som Premier League-giganten befinder sig i.
For selv om samtlige eksperter og medier skriger på en fyring af klublegenden.
Så stikker problemerne bare langt, langt dybere, lyder analysen i The New York Times.
»Old Traffords mytteri gjorde det klart. Carricks exit vil ikke løse Manchester Uniteds problemer,« lød overskriften efter sidste weekends ydmygelse i egen hule.
Fansene er nemlig voldsomt frustrerede over tingenes tilstand i storklubben, som befinder sig i en historisk krise.
Og en fyring af den engelske træner virker efterhånden fuldstændig uundgåelig.

Klubikonet Gary Neville har i hvert fald allerede slagtet Michael Carrick for den øjeblikkelige 16.-plads, som Manchester United indtager i ligatabellen.
Han bør ganske enkelt fyres som en konsekvens af dét, lyder det blandt andet fra sidstnævnte over for BBC
»Nogle gange har trænere brug for at blive fyret for deres egen skyld.«
Også den tidligere United-anfører Roy Keane har flere gange udtalt sig kritisk om Carrick.
»Han er stadig ikke god nok til at stå i spidsen for klubben,« sagde han eksempelvis for nylig i podcasten 'Stick to Football'.
Men... de mange klapsalver fra tribunerne i sidste weekend tyder dog på, at opbakningen til englænderen rent faktisk er til stede.
For modsat eksperter og medier er det klubbens ejere, Glazer-familien, som de hårdt prøvede fans raser imod.
Det understregede øjeblikket på Old Trafford. Og de mange tilråb undervejs i kampen.

United-tilhængerne vil nemlig have ejerne til at påtage ansvaret for den historiske krise. Og det skal helst ske med et salg af klubben.
Hurtigst muligt.
»Vi vil have Glazers ud,« lød det konstant fra lægterne, skriver The New York Times videre.
Indtil videre er hverken ejerne eller Carrick dog fortid i Manchester United.
Og derfor står sidstnævnte da også – til manges undren – i spidsen for 'De Røde Djævle' under lørdagens udebanebrag mod Chelsea.
Et brag, du i øvrigt kan følge live her på bt.dk fra klokken 13.30.