Tæt på bundkarakterer og kritik i stride strømme.

Superstjernerne Lionel Messi og Kylian Mbappe står for skud i den franske sportspresse efter Paris Saint-Germains skuffende exit fra Champions League.

»Messi og Mbappe blev fuldstændig pakket sammen, og PSG blev endnu engang et ordinært hold. Når vi når frem til knockoutfasen, er der en taberkultur i PSG.«

Sådan lyder den hårde dom eksempelvis i den store franske sportsavis L'Equipe, som uddeler 3-taller til PSG's to offensive es på deres 10-skala efter 2-0-nederlaget til Bayern München. Kun den italienske europamester på PSG-midtbanen, Marco Verratti, scorer en lavere karakter med sit 2-tal.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

»Hans indsats er for lille og skuffende i så vigtig en kamp. Han var meget skuffende,« lyder dommen over Lionel Messi, mens L'Equipe fremhæver Mbappes problemer over for sin direkte oppasser, Dayot Upamecano.

Den franske angriber tabte alle sin seks dueller mod landsmanden og 'brændte ikke banen af', skriver avisen.

Også brødrene Laudrup, som var eksperter i Viaplays Champions League-studie var forbløffede over det lave niveau, PSG's to superstjerner og resten af holdet viste.

»Da de virkelig skulle træde i karakter i anden halvleg og gå efter det, som vi snakkede om i pausen … der kom intet,« lød det eksempelvis fra Brian Laudrup efter kampen.