I sidste runde nægtede han at give hånd til modstanderne fra Brøndby, og i denne uge løb FCKs Gabriel Pereira igen med opmærksomheden.
Med anførerbindet om armen blev han fanget på kamera i en episode, hvor han førte skulderen ind i ryggen på AGFs Tobias Bech, og det fik Viaplay-eksperten Peter Sørensen til at tale dunder mod den 25-årige brasilianer.
»Det er idioti,« siger han.
»Hvad er det egentlig, han gang i? Hvad er det for en leder, han forestiller sig, han skal være med den opførsel der?«
Viaplay-ekspertkollegaen Kenneth Emil Petersen tog fat i episoden før derby-kampen.
»Jeg aner ikke, hvorfor han gør det.«
»Vi ser for meget dårlig opførsel,« siger han.
FCK er efter søndagens 2-0-nederlag mod AGF hele ni point efter aarhusianerne på førstepladsen.
Også FC Midtjylland og Brøndby ligger foran FCK.