Atalanta, Inter, AC Milan og AS Roma kæmper om de sidste to Champions League-pladser i Serie A.

Juventus har for længst sikret sig mesterskabet i den italienske Serie A, mens Napoli slutter på andenpladsen.

Men lige bag de to tophold griber fire mandskaber ud efter de to sidste pladser i top-4, der vil sikre dem adgang til næste sæsons Champions League.

Atalanta, Inter, AC Milan og AS Roma er alle placeret inden for en afstand af maksimalt tre point til hinanden før sidste spillerunde i næste weekend.

Atalanta fører feltet an med 66 point, efter at det søndag lykkedes klubben fra Bergamo at hente 1-1 ude mod Juventus. Gæsterne var endda foran i det meste af opgøret.

Inter har ligesom Atalanta 66 point, men en dårligere målscore. Søndag tabte Inter 1-4 ude til Napoli.

AC Milan har 65 point, efter at Frosinone søndag blev nedlagt med 2-0, mens AS Roma har 63 point 0-0 ude mod Sassuolo lørdag.

I næste weekend bliver det store top-4-slagsmål afgjort, når Atalanta får besøg af Sassuolo, Inter møder Empoli og Milan gæster Spal, mens Roma tager imod Parma.

Juventus har vundet det italienske mesterskab de seneste otte år.

/ritzau/