Spændingerne før Brøndby IFs første kamp mod Hajduk Split i Europa League kom torsdag aften til skue, da slåskampe brød ud mellem fans.

BTs mand på stedet beretter, hvordan fangrupperinger fra Brøndby og kroatiske Hajduk Split fløj i totterne på hinanden foran Brøndby Stadion. Angiveligt skulle sammenstødet være sket lige foran en større gruppe børn, der forfærdet kunne se på.

»Jeg talte med en lille dreng, der fortalte, at han havde set en mand begynde at slå en anden mand, så han var begyndt at bløde, og at nogen havde sparket nogen andre. Drengen var måske kun syv år,« fortæller BTs mand på stedet.

Ifølge en af vagterne foran Brøndby Stadion havde nogle af de involverede gjort brug af en form for metalkæde.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Kim Hansen, fortæller til BT, at der ganske rigtigt har været nogle slagsmål, da de forskellige fangrupper skulle ind på stadion.

»Der har været nogle små-slagsmål og nogle stykker har fået et par på hovedet, men der har ikke været behov for ambulancer eller noget lignende,« fortæller han.

Kim Hansen oplyser, at der er foretaget en enkelt anholdelse, men at personen ikke er anholdt i forbindelse med et slagsmål, men fordi han lagde nogle genstande på en vej.