Krisen kradser hos de forsvarende engelske mestre fra Liverpool, der lørdag led endnu et gevaldigt knæk.
Hjemme på Anfield tabte Liverpool med hele 0-3 til bundholdet Nottingham Forest, og det markerede et nyt lavpunkt for Liverpool i denne sæson.
Holdet er nummer 11 i Premier League og har tabt seks af de seneste syv kampe i ligaen.
- Det fungerer ikke for tiden, siger Liverpool-cheftræner Arne Slot til BBC efter nederlaget.
- Det er mit ansvar, hvad enten det går godt eller dårligt. Vi var ikke i stand til at skabe nok. Jeg forsøgte at justere nogle ting, men det virkede ikke.
I maj vandt Liverpool i suveræn stil det engelske mesterskab.
Det synes efterhånden lang tid siden, da holdet nu har otte point op til Arsenal i førersædet. Arsenal kan øge distancen til 11 point søndag mod Tottenham.
Men holdet skal lynhurtigt vaske skuffelsen af sig, fastslår den hollandske træner.
- Det er så simpelt. Om et par dage skal vi spille Champions League og derefter tre Premier League-kampe på kort tid. Vi skal holde hovedet højt og arbejde utroligt hårdt. Vi forsøger hver eneste dag, siger Arne Slot.
Onsdag venter hollandske PSV i Champions League, mens næste opgave i Premier League er en udekamp mod West Ham.
/ritzau/
