Det begynder at ligne noget for Kasper Dolberg.

Den danske landsholdsspiller er angiveligt meget tæt på et skifte til den franske Ligue 1-klub Nice. Og han ser ovenikøbet ud til at blive klubbens dyreste spiller.

Det skriver det franske medie Nice-Matin.

Ifølge mediet bliver danskeren præsenteret i Nice i begyndelsen af næste uge og bliver hentet i Ajax for et rekordbeløb på 150 millioner kroner, altså mere end 20 millioner euro.

Kasper Dolberg er meget snart fortid i hollandske Ajax.
Kasper Dolberg er meget snart fortid i hollandske Ajax. Foto: EMMANUEL DUNAND
Vis mere

Går skiftet igennem til den omtalte pris, bliver Kasper Dolberg klubbens dyreste indkøb nogensinde.

Alle parter i handlen skulle være blevet enige, og dermed kan danskeren potentielt allerede komme i aktion for Nice, når klubben møder Marseille onsdag i næste uge.

Tidligere i august bekræftede Ajax-lejren, at Kasper Dolberg er i dialog med andre klubber om et skifte.

Franske Nice-Matin skriver også, at Dolberg-handlen også skal være et symbol på en ny æra for den franske klub, hvor den nye ejer, Jim Ratcliffe, er tiltrådt.

Ejerskiftet er blevet godkendt af de franske myndigheder, og den nye klubledelse i Nice forventes præsenteret fredag. Det er franske Patrick Viera, der står i spidsen for Nice som cheftræner.

B.T. har tidligere skrevet, at Ajax ville have 25 millioner euro for Kasper Dolberg, men den hollandske klub lader altså til at være indstillet på at gå ned i pris.

Rigmanden Jim Ratcliffe ejer også FC Lausanne-Sport i Schweiz, ligesom han i marts købte cykelholdet Team INEOS, der tidligere er gået under navnet Team Sky.

B.T. har været i kontakt med Kasper Dolberg, der ikke har nogen kommentarer.