Det voldsomme Ebola-udbrud i DR Congo skaber bekymringer verden over.

Derfor har frygten også ligget og luret i forbindelse med Danmarks landskamp mod netop DR Congo i næste uge, der finder sted i den belgiske by Liège.

Men indtil videre fejer Dansk Boldspil-Union al tvivl af vejen i forbindelse med opgøret.

For som det ser ud lige nu, bliver det afviklet, oplyser unionen til B.T.

»Vi følger naturligvis situationen, men vi har fortsat ingen grund til at være bekymrede. Vi har løbende dialog med DR Congo og relevante myndigheder, heriblandt de belgiske, og vi forbereder os entydigt på, at kampens spilles 3. juni som planlagt,« siger DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen.

»Alle DR Congos spillere spiller uden for landets grænser og ankom til Belgien i weekenden. Deres stab har været i Belgien længere tid end det.«

VM-fadæsen skal glemmes for Christian Eriksen og Danmark, når de møder DR Congo i Belgien – og senere Ukraine i Odense.
VM-fadæsen skal glemmes for Christian Eriksen og Danmark, når de møder DR Congo i Belgien – og senere Ukraine i Odense. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indtil videre er der ikke besluttet at tage nogen særlige forholdsregler fra den danske delegation mod den smitsomme sygdom.

Det er dog vigtigt at have in mente, at den ikke er luftbåren som eksempelvis coronavirus. Til gengæld smittes man via »inficerede kropsvæsker,« og først når man har udviklet symptomer, skriver Statens Serum Institut.

Det afrikanske landshold, der er kvalificeret til sommerens VM-slutrunde, har været i Belgien siden søndag for at forberede sig.

Staben kom til landet allerede i sidste uge, og det er kun enkelte medlemmer af den, der for nylig har opholdt sig i landet.

Egentlig var det meningen, at landsholdet skulle afholde en træningslejr i hjemlandet, men den er blevet aflyst grundet det eksplosive udbrud af sygdommen.

Det skriver blandt andet BBC.

Der er umiddelbart ingen rejserestriktioner på at rejse til DR Congo fra Danmark.

Man bør dog overholde visse forholdsregler, udvise opmærksomhed og søge hjælp, hvis man får symptomer.

Ebola-smitten er gået amok i DR Congo.
Ebola-smitten er gået amok i DR Congo. Foto: Marie Jeanne Munyerenkana/EPA/Ritzau Scanpix

»Har man opholdt sig i de berørte områder og får feber eller andre symptomer inden for 21 dage, skal man søge lægehjælp telefonisk og oplyse om rejsehistorik,« skriver Statens Serum Institut.

Udenrigsministeriet har ingen rejsevejledning for landet, men både Norge og Sverige fraråder al rejse til en række af de berørte regioner i DR Congo.

Den congolesiske fodbolddelegation har fået strenge instrukser fra USA forud for VM.

Isolér jer i 21 dage – ellers får I ikke lov til at træde ind på amerikansk territorium, lyder det.

DR Congo skal spille VM i USA.
DR Congo skal spille VM i USA. Foto: Eloisa Sanchez/Reuters/Ritzau Scanpix

Meldingen er også ganske alvorlig fra verdenssundhedsorganisationen.

»Vi står over for et ekstremt alvorligt og vanskeligt udbrud. Det bliver værre, før det bliver bedre,« skriver chef Tedros Adhanom Ghebreyesus på X.

WHO har endda klassificeret udbruddet som en international folkesundhedskrise.

Epicenteret for ebola-udbruddet har været Ituri-provinsen, der befinder sig 1.800 kilometer fra hovedstaden, Kinshasa.

Indtil videre er der over 1000 formodede tilfælde i DR Congo, mens antallet af formodede dødsfald lå på 238 onsdag.

Risikoen for spredning vurderes som meget høj nationalt, høj regionalt og lav globalt.

Det er Bundibugyo-varianten, der driver udbruddet.

Netop den variant findes der hverken vacciner eller godkendt behandling mod.

B.T. Fodbold

I dagens udsendelse skal vi forbi alt det, der er sket i Brøndby den seneste uge. Vi kigger på de seneste transferrygter. Mads Frøkjærs episke VAR-rant vender vi også. Ligesom der også kigges forbi Riemers landsholdstrup og Guardiolas farvel. Vært: Lasse Vøge Medværter: Jannick Liburd og Emil Berggreen, B.T.s fodboldeksperter Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Emilie Maja Jeppesen Ansvarshavende: Niels Philip Kjeldsen