Tre Manchester United-spillere står for skud.
En række eksperter har nemlig fået øjnene op for den manglende assistance til den dyrtindkøbte danske komet, Rasmus Højlund.
»Vi får ikke hans største kvaliteter at se, fordi holdet ikke spiller hans styrker,« sagde United-kæmpen Rio Ferdinand efter den smalle 1-0-sejr over Fulham og beskyldte spillere som Alejandro Garnacho, Marcus Rashford og Antony for kun at se deres egen chance.
»Når han laver løbene, er afleveringen forsinket, og bolden når ikke frem i de områder. Han lavede et fantastisk løb i første halvleg, hvor han skreg efter bolden, hvor Garnacho endte med at lave et dårligt indlæg. Jo hurtigere de får bolden ind i feltet til den her fyr, jo bedre.«
Han fik opbakning fra Joe Cole, der har spillet mange år i Premier League for klubber som West Ham og Liverpool.
»De kigger aldrig fremad i tide, selvom han laver nogle gode løb. Men det skal nok komme, det er jeg sikker på,«
Samme analyse er de kommet frem til i Manchester Evening News, for de peger også fingre ad Garnacho, Rashford og Antony.
»Hvis Højlund skal blomstre, så skal den trio hjælpe ham,« skriver deres erfarne skribent George Smith.
Han mener, at Rashford har været den bedste blandt de dårlige fløje, men én får virkelig kniven.
»Antony har på den anden side ikke skabt et eneste mål siden maj, hvilket betyder, at det bliver mere og mere vanskeligt at forstå Ten Hags (United-træner, red.) tankegang om at holde fast i ham.«
Han vurderer desuden, at der generelt ikke er nok indlæg i De Røde Djævles offensive spil.
Højlund får dog ros.
»Hans præstationer har på trods af de manglende mål været både lovende og opmuntrende.«
Manchester United rejser til Danmark for at møde FC København onsdag aften. De to hold ligger henholdsvis nummer tre og fire i gruppen.