Åh nej, skal vi nu tilbage til en omgang kønsløs boldmassage a la de sidste år under Morten Olsen?

Sådan kan opsummeres de værste kritikeres skepsis over for DBU's ansættelse af Kasper Hjulmand som kommende dansk landstræner. Men er det også hele sandheden omkring om den tidligere FC Nordsjælland-træners fodboldfilosofi anno 2019?

For nok er han en af hovedarkitekterne bag DBU's 'Den Røde Tråd'-manifest, som var bibelen i Morten Olsens ellers så succesfulde landstræner-æra, som ifølge kritikere dog endte i en kedelig og uinspireret omgang pasningsdomineret fodbold.

Men er han så entydigt en boldspillende fodboldromantiker, som sidder fast i de taktiske vinde, som blæste i fodboldverdenen for 10 år siden – i årene før den tyske hvirvelvinds-powerfodbold a la Klopp blev comme il faut? Det har vi spurgt to skarpe fodboldhjerner om, som også giver deres bud på, hvilke områder Kasper Hjulmand skal fokusere på i det kommende år, hvor han skal lægge sidste hånd på DBU's nye fodboldstrategi for landsholdene.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvad kendetegner Hjulmand som træner helt overordnet?
Flemming Povlsen: »Han opdaterer sig konstant på det, der kræves for at bestå internationalt. Han har de rette kontakter på de rigtige adresser med gode inspirationskilder i form af Jürgen Klopp og Pep Guardiola.«

»Han har fået meget god sparring og har udviklet sin filosofi omkring balancen mellem at spille possession-fodbold og direkte fodbold. Der er kommet et godt mix ind der, som gør, at når han får endnu bedre spillere til sin rådighed, så kan han få sine ideer til at blomstre.«

Glen Riddersholm: »Han er en komplet fodboldtræner, som har fingeren på pulsen i forhold til ledelsen af et fodboldhold. Han er en moderne leder, som er tæt på sine spillere samtidig med, at de har de naturlig respekt for ham gennem hans faglighed.«

»Jeg ser ham som en træner, der kigger på sit materiale og forsøger at finde en spillestil for at få det optimale ud af holdet. Han vil gerne spille offensivt og underholdende gennem et godt kollektiv, men han er også god til at få den enkelte spiller til at sprudle.«

Kasper Hjulmand bliver kåret som årets træner i Danmark i 2012.
Kasper Hjulmand bliver kåret som årets træner i Danmark i 2012. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Hvor adskiller 2019-udgaven af Hjulmand sig fra den Hjulmand, som i 2012 vandt DM med FCN? 
Flemming Povlsen: »Der er en større målrettethed i hans hold og et bedre presspil. I 2012 var det en mere kontrollerende udgave i forhold til at bevare bolden i egne rækker og få modstanderen til at løbe.«

»Nu handler det lige så meget om at få modstanderen ud af balance og komme hurtigt frem i banen. Angrebshidsigheden er markant anderledes nu.«

Glen Riddersholm: »I 2012 fik han prædikatet med, at det kun var possession-spil, han dyrkede. I dag kan han både være boldbesiddende og spille direkte, dynamisk og hurtigt. Derfor vil jeg ikke sætte ham i bås, som han ellers har været.«

»Han følger de udviklinger, som spillet går gennem internationalt, og finder en vej til at skabe resultater gennem sine egne overbevisninger. Han er en vinder.«

Hvad skal han tage med fra 'Den Røde Tråd'?
Flemming Povlsen: »Internationalt skal de bedste hold fortsat turde at holde på bolden i egne rækker, indtil åbningerne opstår.«

»Han skal fortsat udvise mod med bolden og turde spille forbi og drive bolden forbi modstanderne. Det opererer de store hold stadig med. Det skal man kunne.«

Glen Riddersholm: »DBU er allerede kommet langt med arbejdet med en opdatering af 'Den Røde Tråd'. Men Kasper skal ind og tage ejerskab på de nye tanker. Meget af det vil være det samme omkring possession, men presspillet er nok et område, hvor han skal sætte ind med en mere aggressiv stil, hvor man går mere direkte mod modstanderens mål og i et mere aggressivt pres og genpres.«

»I moderne fodbold skal man stadig være god på bolden og have initiativet i kampen på den måde. Sådan har det også været, når Åges hold har spillet bedst. Blandt andet i anden halvleg mod Kroatien. Det kommer vi også til at se i fremtiden.«

Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

Hvad skal han gøre anderledes i forhold til Hareides hold?
Flemming Povlsen: »Jeg tror, at Hjulmand vil være mere fast i sit system frem for at indstille sig i forhold til modstanderne. Vi skal have flere angreb i højere tempo, hvor man sætter flere afleveringer sammen og får modstanderen ud af balance ved hjælp af et godt teknisk niveau i højere grad end gennem fysikken. Spillet har ikke været opdateret nok i forhold til de moderne internationale standarder.«

»Hareide taber få kampe, det skal Hjulmand holde fast i. Men de kampe, som ender uafgjort, skal vindes. Der har ikke været nok begejstring, som Peter Møller også siger. Presspillet skal også sættes op endnu bedre, så vi erobrer flere bolde og kan køre flere skarpe omstillinger.«

Glen Riddersholm: »Åge har skabt gode resultater for Danmark og gjort en forskel og vil blive betragtet som en succesrig landstræner, når han stopper om et år efter et forhåbentligt succesfuldt EM. Det har jeg respekt for.«

»Jeg tror, at man i DBU nu ønsker en større sammenhængskraft ned gennem alle landsholdene. Og en landstræner, som skal præge debatten og sætte sig selv mere på spil. Den drivkraft har Hjulmand i sig: Han vil gøre hele tiden kæmpe for at gøre det bedre.«

Åge Hareide er færdig som dansk landstræner næste sommer.
Åge Hareide er færdig som dansk landstræner næste sommer. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvilke spillere og spillertyper skal han bygge holdet op om?
Flemming Povlsen: »Han får et godt spillermateriale serveret med et godt internationalt niveau. Spillere på det niveau kan omstille sig til forskellige spillestile. Han får også et godt U21-landshold med spændende talenter og hurtighed og omstillingsparathed, som han kan plukke spillere fra.«

»Men omvendt er det jo ikke, fordi han har så mange at vælge mellem, men jeg tænker, at de mere driblestærke spillere, som kan sætte en mand i en-mod-en-situationer og lave de hurtige løb, vil trives bedre under Hjulmand. Og det er nødvendigt, at han får den type spillere at arbejde med, hvis han skal have succes med den måde, han vil spille på.«

Glen Riddersholm: »Der er nogle vigtige ledere på landsholdet: Schmeichel, Kjær Eriksen og Delaney med nogle kernekompetencer, som helt naturligt kan passe ind i den spillestil og tilgang, Hjulmand kommer med. Man får nok mere individuelt stærke og driblestærke spillere at se. Og vi kommer nok også eksempelvis til at se en naturlig venstreback på den position.«

»Og så er der flere unge spillere på eksempelvis U21-landsholdet, som passer ind i den initiativrige og fremadrettede spillestil. Men det kræver, at de får spilletid på deres klubhold. Formår de det, så får vi flere dygtige individualister at se på landsholdet. Men det kommer ikke til at være sådant et pygmælandshold, vi får at se. Man har brug for at have en balance på et hold for at klare sig.«