Skred fra landsholdslejren: Ronaldo har fået sin straf
Superstjernen slap billigt og kan vende tilbage til landsholdet allerede til næste kamp.

Superstjernen slap billigt og kan vende tilbage til landsholdet allerede til næste kamp.

Han var landet i Parken og klar til Nations League-kampen mod Danmark.
Men de forhåbningsfulde danske fans fik aldrig Cristiano Ronaldo at se. For få timer efter ankomsten til den danske hovedstad, smuttede superstjernen fra Portugals landsholdslejr.
Og nu har Ronaldo fået sin straf.
Ifølge AS har det portugisiske fodboldforbund straffet anføreren med en bøde på 255 euro – svarende til 1.906 kroner – og karantæne i 30 kalenderdage.
Dermed kan Ronaldo vende tilbage til landsholdet igen i november, såfremt landstræner Jorge Jesus udtager ham til kampene mod Danmark og Wales.
Ronaldo slap dermed billigt, da der ingen landskampe er i oktober, og karantænen er gældende fra 30. september, hvor han forlod lejren.
Det skete, da landstræneren ifølge Ronaldo havde brudt sit ord ad to omgange.
Den første aftale lød på, at Ronaldo kun skulle spille to af de fire kampe i seneste landsholdssamling.
Første kamp gik som planlagt, men på kampdagen, hvor Portugal skulle møde Norge på udebane, spurgte landstræneren Ronaldo, om han kunne spille en halv time.
Det accepterede superstjernen og varmede op efter pausen. Men han kom aldrig på banen.
Efterfølgende lavede Ronaldo og Jesus en ny aftale.
Landstræneren skulle forsøge at lukke emnet ned på det kommende pressemøde og indrømme, at det var en fejl at lade Ronaldo varme op uden at sætte ham på banen.
Men det skete heller ikke, og Ronaldo forlod derefter samlingen.