Skal han væk til sommer? Vil han væk? Bliver han? I så fald hvor længe og hvorfor?

Spekulationerne om superstjernernen Paul Pogbas fremtid i Manchester United-trøjen har kørt på mere eller mindre højt blus i det seneste års tid.

Den svinedyre franske midtbane-profils tid i United har nemlig i lang tid mildest talt været svingende. Men nu bliver der lagt et kølende lag is på den varme snak, om hvorvidt Pogba er færdig hos De Røde Djævle.

Og det sker fra en noget uventet kant: Peter Schmeichel er nemlig den seneste, som giver sit syn på sagen. Og det syn er i øvrigt farvet af insiderviden, siger den danske Manchester United-legende i hvert fald selv.

PHIL NOBLE

»Jeg er overbevist om, at han bliver. Vi kommer til at se den Pogba, som vi så for nogle sæsoner siden. Det er noget, jeg hører, når jeg taler med de rette folk,« siger Schmeichel til Express Sport.

Paul Pogba har siden sidste sommer været kædet sammen med Real Madrid, ligesom hans tidligere klub, Juventus, også har spøgt i kulissen. I denne sæson har han blot spillet syv kampe. I aften kan det blive til en mere i braget mod Tottenham.

»En ting, er hvordan han portrætteres i medierne, og hvad han siger og gør, noget andet er, hvad hans agent laver, og hvordan virkeligheden er. Han vil gerne tilbage i form, han har sin stolthed. Jeg tror ikke, han vil forlade klubben,« lyder det videre fra det danske målmands-ikon.

Pogba kom til Manchester United i sommeren 2016 for rekordbeløbet 780 millioner kroner. Det gjorde ham til verdens dengang dyreste spiller.

LEE SMITH

Det prædikat har den 27-årige verdensmester ikke kunne leve op til i Premier League-klubben, som er et godt stykke fra fordums styrke.

31 mål i 143 kampe og to trofæer har han været med til at levere til klubben.