Med Belarus' sensationelle 2-2-resultat i Parken lørdag aften, lå der en stor potentiel gave til Skotland, der dog ikke pakkede den op, men skuffende tabte 2-3 i Grækenland.

Dermed er det stadig danskerne, der trods fiaskoen er i teten i VM-kvalifikationsgruppen og fører med et point ned til Skotland inden sidste spillerunde tirsdag. Her tager skotterne på Hampden Park imod Danmark.

Det kunne ellers have været et skotsk hold, der lå til førstepladsen, hvis det var blevet til tre point i Piræus. Men allerede fra første fløjt så det ud til, at det ikke skulle blive så nemt.

Kampen var ikke ret gammel, før skotterne var i problemer. I kampens syvende minut blev de tunge skotske midtstoppere fanget højt i banen, og det udnyttede Anastasios Bakasetas til at sparke grækerne i front.

Den tidlige scoring ændrede ikke på, at skotterne var på hælene. Grækerne havde flere gode tilbud, men 42-årige Craig Gordon i det skotske mål havde et par gode indgreb.

Det var først i tillægstiden af første halvleg, at den første skotske mulighed kom, da Scott McTominay fra kanten af feltet smækkede bolden på overliggeren.

Derfra havde skotterne flere store muligheder, og inden der blev fløjtet til pause nåede både Che Adams og Ben Doak at brænde store chancer.

Skotterne kom også bedst ud til anden halvleg, men alligevel gik det galt i den anden ende efter en lille time. 17-årige Konstantinos Karetsas fik i en omstilling bolden lagt til rette i det skotske felt og øgede værternes føring.

Få minutter senere blev ondt værre for Skotland, da Grækenlands Christos Tzolis øgede til 3-0 med et langskudsbrag.

Der skete meget i begge ender på få minutter, og den komfortable græske føring holdt ikke længe, før Ben Doak kom forrest på et indlæg og gav skotterne håb.

Et nyt skotsk indlæg gav pote 20 minutter før tid, da bolden endte i panden på Ryan Christie, som reducerede den græske føring til en enkelt scoring.

Derfra vadede skotterne i chancer for en udligning, men både Che Adams og Scott McTominay brændte stort.

Grækerne stod dog imod det massive skotske pres hele vejen igennem. Selv i tillægstiden, hvor skotterne brændte en kæmpe chance tæt under mål.

/ritzau/