Robbie Williams, Calvin Harris, Benal og Gnags er nogle af de kunstnere som man kan opleve på Smukfest i år fra den 7-11. august i Bøgeskoven i Skanderborg.
Grundet denne festival er Skive IK nu videre fra anden runde i Sydbank Pokalen uden kamp.
Aflysningen sker nemlig ikke som følge af skader eller andre sportslige grunde.
Det skyldes, at modstanderholdet fra Lystrup IF, der er en lille forstadsby til Aarhus, ikke kan stille hold, da de fleste af spillerne skal fulde sig og feste hele ugen på Smukfest, hvor de skal nok også synge med på 'Feel' med Robbie Williams eller et hit fra en af de andre store kunstnere.
Det var Skives sportschef, Rasmus Brandhof, der tirsdag formiddag modtog et opkald fra en holdleder fra Lystryp IF, der måtte melde afbud, fordi festivalen trak i spillerne.
Det faldt ikke i god jord hos Rasmus Brandhof:
»Det er jo fuldstændig vanvittigt, og det sagde jeg også til ham (Lystrups holdleder, red.). Det er simpelthen for ringe,« lyder det fra Rasmus Brandhof til Skive Folkeblad.
I stedet kan Skive IK forberede sig på deres næste kamp i NordicBet Ligaen, hvor de møder Fremad Amager på udebane søndag. Skive IK rykkede op i NordicBet Liga'en sidste sæson, og de er kommet godt fra start med fire point efter de første to kampe. Dermed er de at finde på en fjerdeplads i ligaen.