Brøndby-spilleren Nicolai Vallys er blevet indkaldt til det danske fodboldlandshold.

Det sker som erstatning for en skadet Mikkel Damsgaard, lyder det på landsholdets profil på X.

Det er første gang i, at den 26-årige offensive profil udtages til landsholdet.

- Nicolai Vallys har været igennem en imponerende udvikling og har i længere tid spillet på et højt niveau i Superligaen, siger Kasper Hjulmand i landsholdets opslag på X.

- Vi har fulgt ham tæt, og han har mange kvaliteter, som passer rigtig godt ind på herrelandsholdet. Vi glæder os til at få ham ind i lejren og have ham med til de kommende vigtige opgaver.

Nicolai Vallys skiftede i sommeren 2022 fra Silkeborg til Brøndby og har siden spillet 31 kampe for vestegnsklubben. I indeværende sæson er det indtil videre blevet til fem mål i seks superligakampe for Vallys.

Damsgaard har pådraget sig en muskelskade tog melder derfor afbud til de kommende kampe, hvor landsholdet skal møde San Marino i Parken og Finland på udebane.