Familien van der Vaarts flerårige flirt med Danmark er snart helt slut.
Rafael van der Vaart har tidligere i år meldt ud, at han denne sommer flytter fra Esbjerg med sin håndboldstjernekæreste Estavana Polman, som tidligere har spillet i Esbjerg.
Nu kan den tidligere fodboldstjerne afsløre, at også hans søn, fodboldtalentet Damien van der Vaart, flytter fra den vestjyske by.
»Da jeg hørte det, må jeg indrømme, at jeg tørrede en tåre væk. Det er hans store drøm,« siger pavestolte Rafael van der Vaart til NOS.
»Det er meningen, at Damian skal spille for Ajax' U18-mandskab i næste sæson. Men papirarbejdet mangler stadig. Det er min søns drøm og ikke mit projekt,« siger han til den hollandske avis De Telegraaf.
17-årige Damien van der Vaart, som spiller på det hollandske U16-landshold, har i de seneste år spillet i Esbjerg fB, hvor far van der Vaart indtil januar i år var assistenttræner på klubbens førstehold.
Rafael van der Vaart, der tidligere har været en stor profil for det hollandske landshold og Real Madrid, Tottenham og Ajax, kom til Danmark i 2016, da han skrev kontrakt med FC Midtjylland.
Siden kom han til Esbjerg fB, hvor han nåede at spille fire kampe i Superligaen, inden han satte støvlerne på hylden. Herefter var han assistenttræner i klubben.
Men nu flytter han med Estavana Polman, hollandsk håndboldstjerne, til Rumænien, hvor hun tørner ud for storklubben Rapid Bucaresti, mens sønnike skal hjem til Holland.