Sjældent er der blevet affyret så meget pyro på én gang.

Efter Brøndbys nederlag i Parken blev klubbens træner, Thomas Nørgaard, spurgt ind til, hvad han mener om fyrværkeriet, der forsinkede søndagens derby.

»Jeg tænker i helt generelle overskrifter. Det sagde jeg også inden kampen, og det står jeg gerne på mål for, at vi som aktører inde på banen – spilere og stab – skal være gode rollemodeller for alle de unge mennesker, som idoliserer os, der får lov til at træde ind i, ja, skal vi kalde det Colosseum, eller hvad det er, når man træder ind på en fodboldbane,« sagde han til den skrevne presse og fortsatte:

»Hvis vi ender med både at afbryde fodboldkampe og nu måske også spille uden tilskuere, så er det klart, at så står vi et sted, hvor det, vi er fælles om i forhold til at være – som samlet enhed – gode forbilleder, det kommer til at ramme os. Vi kommer til at savne vores tilskuere.«

Så hvad er beskeden til dem?

»Jeg har ikke nogen besked. Jeg taler ikke gennem pressen til vores fans.«

Han ville dog godt erkende, at det vil være skidt ikke at have fansene bag sig, hvis det ender med en straf:

»Det er ærgerligt. Vi, spillere, klub, hele det bagland, vi har bag os. Det er en fælles enhed, der skal skabe det bedst mulige Brøndby-hold. Der har vi brug for alle.«

Til sidst gad han ikke flere pyro-spørgsmål.

»Hvis I (pressen, red.) skal have alle mulige svar om sådan noget, så skal I tale med nogle i nogle andre stillinger end cheftræneren for et fodboldhold.«

Brøndby tabte derbyet i Parken med 0-1 efter et mål af FCK's William Clem.

Brøndbys anfører 'tror, alle kunne lide' pyroshowet – læs mere her