Mandagens skandaløse scener i Parken får nu et efterspil.

For efter FC Københavns hjemmekamp mod AaB, hvor der blandt andet blev tændt og kastet med romerlys samt hængt kontroversielle bannere op på den ene tribune, har kampens dommer nu afleveret sin indberetning til Fodboldens Disciplinærinstans.

Og den indberetning har givet anledning til at åbne en sag mod københavnerne.

Det fortæller formand for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, til B.T.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har modtaget dommerens indberetning med en række overtrædelser, og vi har så anmodet FCK om en redegørelse. Så ja, der er åbnet en sag,« lyder det.

Han ønsker dog ikke at oplyse, hvad overtrædelserne konkret dækker over, så længe der er tale om en igangværende sag.

Selv om halvdelen af B-tribunen i Parken var beordret lukket til mandagens kamp, stjal stemningstribunen alligevel overskrifterne.

På den øvre del af tribunen vrimlede det nemlig med budskaber, som blandt andet refererede til Roskilde-tragedien fra 2000, hvor flere festivaldeltagere blev mast ihjel. Og en politimand blev på et banner også hængt ud med navn.

Banner hos FCK-fansene mandag aften.
Banner hos FCK-fansene mandag aften. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

I løbet af kampen blev der ligeledes tændt romerlys, som blev smidt ned på den tomme del af tribunen.

Noget, der skabte så stor utilfredshed hos de resterende fans på stadion, at de begyndte at råbe 'bonderøve' samt buhe ned mod endetribunen.

Tirsdag reagerede Politiforbundet så på nogle af de bannere, som FCK-fansene havde medbragt. Blandt andet det ene, hvor en politibetjent blev hængt ud med navn.

»At man er så nederdrægtig at hænge en enkelt politibetjent ud i den grad...det er noget forbandet svineri,« sagde formand Heino Kegel til B.T.

Efterfølgende slog han fast, at forbundet nu vil undersøge, om det ene banner kan betegnes som en trussel og deraf en potentiel straffesag.

FC København reagerede tirsdag eftermiddag på de skandaløse scener, som udspillede sig i Parken. Her erkendte klubben, at den har nogle udfordringer.

»Vi tager afstand fra bannere, der nævner navne på menige betjente eller andre enkeltpersoner, og vi ærgrer os over, at man vælger at bruge årstallet 2000 i forbindelse med et banner om Roskilde Festival, da vi alle kan huske den forfærdelige tragedie (Pearl Jam-tragedien i 2000, red.),« skrev chef for kommunikation og public affairs ved FC København, Maria Krüger Torp, i en besked.

Andre læser også