Det vil fremover få konsekvenser for spillerne på det danske fodboldlandshold, hvis de ender i eksempelvis en drukskandale.

Ifølge DBU's nye formand, Jesper Møller, vil unionen snart offentliggøre en såkaldt ’code of conduct’ for spillerne på Morten Olsens landshold. Det er en slags internt reglement for, hvordan spillerne bør opføre sig på- og uden for banen, hvis de ønsker at spille i rødt og hvidt.

Det er sager som eksempelvis Nicklas Bendtners spritdom, der har fået DBU's nye ledelse til at lave det interne regelsæt.

- På baggrund af Bendtner-sagen, og der har også været et par stykker mere, vil vi lave en ’code of conduct’. Og jeg vil gerne slå fast, at de krav til god opførsel, som vi skal have, ikke bliver til diskussion, siger Jesper Møller til Ekstra Bladet

Han fortæller, at det blandt andre er Morten Olsen og sportschef John Helt, der har været med til at definere regelsættet. 

- Netop ’code of conduct’ for landsholdsspillerne skal på plads hurtigt, for det er den, der er mest synlig. Vi vil beskrive, hvordan man skal opføre sig, herunder også i forhold til alkohol, siger Jesper Møller. 

Han afslører samtidig, at en spiller risikerer karantæne fra landsholdet, hvis hans opførsel ikke flugter med de nye regler.