Skandalerne står i kø på cv'et hos det amerikanske fodboldikon Hope Solo.

Seneste af slagsen fandt sted torsdag aften, da den 40-årige eksmålmand blev anholdt for spirituskørsel. Det skete, da hun kørte i påvirket tilstand i den amerikanske stat North Carolina. Med sig i bilen havde den amerikanske landsholdslegende sine toårige tvillinger.

Og det var altså langt fra første gang, at Hope Solo, der fire gange er kåret som verdens bedste kvindelige målmand, havnede i de forkerte overskrifter.

Tilbage ved OL i London i 2012 vakte hun opsigt, da hun til ESPN fortalte, at der skete beskidte ting og sager bag portene til den olympiske by.

Foto: WINSTON-SALEM POLICE DEPARTMENT/
Vis mere

»Jeg har set folk have offentlig sex. På græsplænen og mellem bygningerne – folk bliver 'dirty'.

I samme åndedrag afslørede Hope Solo, at hun var dukket fuld op til et interview i amerikansk morgen-tv under de olympiske lege.

Ved samme OL afleverede Hope Solo i øvrigt en positiv dopingprøve – men slap med en advarsel.

I 2014 kom hun igen i store problemer. Hun blev anholdt efter at have udøvet verbal og fysisk vold med sin halvsøster og som nevø. Hun kaldte sin nevø for 'fed, usportslig og skør' – og hun svinede politiet til, mens hun blev anholdt.

Hun blev sigtet for vold – men sagen blev senere droppet.

Også i 2014 blev nogle særdeles udfordrende nøgenbilleder af Hope Solo lækket. Hun var én af mange kendte, der pludselig måtte se private billeder blive offentligt eje. Sagen gik verden rundt.

Og i 2016 fik hun hele Brasilien på nakken. Hun skulle igen til OL – men hun var bange for at blive ramt af Zika-virussen, som overføres via myggestik. Så inden afrejse til Sydamerika postede Solo et billede, hvor hun var iført stort myggenet og var bevæbnet med insektgift.

Det fandt brasilianerne meget fornærmende, da hun på den måde reducerede et helt land til en virus, der kun er udbredt i små dele af Brasilien.

Så hver gang Hope Solo under OL-kampene skulle afvikle målspark, råbte de brasilianske publikum 'Ziiiiiiikaaaa'.

Senere ved samme OL dummede Hope Solo sig igen. Efter kvartfinalenederlaget til Sverige, beskrev hun svenskerne som 'en bunke kujoner'. Og det gav hende seks måneders karantæne fra det amerikanske landshold, og Hope Solo vendte aldrig tilbage.

Og nu er skandaledronningen altså bag tremmer for spritkørsel. Hope Solo kan se frem til en længere periode i fængsel, hvis hun kendes skyldig i sagen.