Skotsk politi kom søndag aften på overarbejde efter topkampen mellem Celtic og Glasgow Rangers.
Pokalkampen mellem de to giganter skulle afgøres i straffespark, og da det afgørende mål blev sat ind i Celtics favør, stormede begge holds fans banen, der førte til voldsomme sammenstød.
Politiinspektør Kate Stephen fordømmer fansenes opførsel, hvor hun fortæller, at der blev foretaget flere anholdelser efter slutfløjtet.
Det skriver The Guardian.
»En række tilhængeres opførsel ved kvartfinalen i Scottish Cup mellem Rangers og Celtic på Ibrox i dag var skammelig. Den skal fordømmes af alle involverede i fodbold og samfundet som helhed,« siger hun og fortsætter:
»Der er allerede foretaget en række anholdelser, og Police Scotland vil nu samarbejde med begge klubber og det skotske fodboldforbund [SFA] for at udføre en grundig efterforskning efter scenerne på banen efter kampen.«

Ifølge politidirektøren blev betjente og stewarder udsat for ekstrem fjendtlighed og vold, hvor mange personer havde bevæbnet sig med genstande, der tydeligvis var beregnet til at forårsage skade.
Kampen var den første siden 2018, hvor Celtic havde fået lov til at fylde udebaneafsnittet på Rangers hjemmebane, Ibrox Stadium.
Celtic vandt kampen efter straffesparkskonkurrence uden danske Kasper Schmeichel i truppen, der angiveligt kommer sig efter sygdom.

