Skal stå i front: Nyt job til Thomas Frank
Den tidligere Premier League-træner med i stor DBU-satsning.

Den tidligere Premier League-træner med i stor DBU-satsning.

Den tidligere Brentford- og Tottenham-træner Thomas Frank er blevet udpeget som ambassadør for udviklingsprogrammet Fremtidens Fodboldklubber.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.
Frank bliver frontfigur for initiativet, hvor der sættes 250 millioner kroner af til at styrke børne- og ungdomsfodbolden i Danmark.
Thomas Frank siger:
»Vi må aldrig glemme legen og glæden ved spillet. Børn og unge skal have det sjovt, når de træner og spiller kampe, og det er fedt at udrette noget sammen med sine holdkammerater. Fodboldens stærkeste kraft er, at den kan samle og skabe fællesskaber.«
»Derfor er jeg også stolt over at blive ambassadør for Hele Danmarks Klubhus og den fælles ambition om at give trænere, ledere og frivillige de bedst mulige rammer for at udvikle børn og unge, både på og uden for banen.«
Om den kommende satsning siger DBUs formand, Jesper Møller:
»Fremtidens Fodboldklubber handler om langt mere end fodbold. Det handler om at skabe fællesskaber, hvor børn trives og udvikler sig både som spillere og mennesker. Vi er stolte af, at vi sammen med vores klubber, lokalunioner og stærke samarbejdspartnere nu kan fløjte op for en historisk satsning i dansk fodbold.«