Thomas Kahlenberg er ikke med når den franske liga starter i weekenden. Landskampene kan være i fare.


Jesper Grønkjær langtidsskadet, Dennis Rommedahl og Kenneth Perez ude i kulden i Ajax og Peter Løvenkrands uden succes i Schalke. Der er masser af dårlige nyheder til Morten Olsen, når han skal finde sine kantspillere til de kommende landskampe. Nu er der endnu mere dårligt nyt.

Thomas Kahlenberg har været ude med en skade de seneste tre uger. En forstrækning i hoftebøjeren har holdt den danske landsholdsspiller på sidelinjen, mens resten af truppen har forberedt sig til sæsonpremieren i den kommende weekend, hvor Auxerre starter hjemme mod Michael Gravgaard og Nantes.

- Vi venter spændt på sæsonstarten. Nu kommer de kampe, der virkelig gælder noget. Det er altid spændende at se, hvor man står. Desværre har jeg ikke kunne træne de sidste tre uger. Det er irriterende, siger Thomas Kahlenberg til sporten.dk, mens han er på vej til endnu en scanning.

- Jeg har fået skaden undersøgt én gang, men nu skal jeg til scanning igen, for jeg burde have været klar nu. Det er jeg overhovedet ikke. Det er ikke super fedt med henblik på sæsonstarten, siger Kahlenberg, der også godt er klar over, at der snart er landskampe på vej.

- Lige nu handler det selvfølgelig bare om at blive klar. Men landskampene kommer jo også snart, så jeg prøver bare at blive klar så hurtigt som muligt. Men det kan vise sig, at jeg ikke bliver klar til de kampe, hvis der ikke snart sker noget, siger han.

Auxerre lå og kæmpede i bunden af den bedste franske række sidste sæson. Det skal forhåbentlig være anderledes i denne sæson.

- Klubben er ikke kendt for de store målsætninger, men det er klart, at vi skal undgå nedrykning og helst også at ligge og rode rundt, hvor vi gjorde sidste sæson.

En god sæsonstart skal være med til at skabe grobunden for, at holdet i stedet kan placere sig i den øverste halvdel af ligaen. Et par sejre kan få holdet til at spille mere frit ifølge den tidligere Brøndby spiller.

- Personligt handler det bare om at spille så meget og så godt som muligt. Min første prioritet er dog at blive klar, siger Kahlenberg, der stadig har to år tilbage af sin kontrakt.