Brøndby spiller torsdag aften pokalkamp mod FC Nordsjælland, men det bliver uden Sean Klaiber og Benjamin Tahirovic.
Duoen spillede i Brøndbys overbevisende sejr på 4-1 over OB i mandags. Men nu er de på skadeslisten, skriver Brøndby på sin hjemmeside torsdag.
På Brøndbys skadesliste har de sluttet sig til japanske Sho Fukuda, som blev skadet i klubbens forrige superligakamp mod AGF.
Det fremgår ikke, hvad Sean Klaiber og Benjamin Tahirovic fejler, men sidstnævnte blev syet i foden, efter at han blev skiftet ud i forbindelse med pausen i Brøndbys kamp mod OB. Det fortalte træner Steve Cooper efter kampen.
Forinden havde Benjamin Tahirovic bragt Brøndby foran med 1-0 efter 17 minutter.
Sean Klaiber blev skiftet ud med fire minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Forsvarsspilleren Frederik Alves er med, når pokalkampen fløjtes op klokken 20.45 torsdag aften, og han håber at kunne stresse modstanderen fra Farum.
- Vi skal gå ud og gøre det, vi er gode til i øjeblikket. De er et hold, der gerne vil spille fodbold, så vi skal op og lægge pres på dem og stresse dem lidt, selv om de er et svært hold at stresse. Og så er det meget vigtigt, at vi står kompakt som hold og er én stor enhed, siger Frederik Alves til Brøndbys hjemmeside.
Med en sejr vil Brøndby være klar til pokalturneringens kvartfinale.
/ritzau/
