Både Daniel Agger og Rudolph Austin udgik af Brøndbys kamp mod Hobro med skader.

Mens armene var højt hævet over hovedet efter den første sejr over Hobro i fem forsøg, røg de lidt ned igen med tanke på de skader, der opstod under opgøret på Brøndby Stadion.

Allerede i 1. halvleg udgik den blå-gule midtbaneprofil, Rodolph Austin, med en skade – og i pausen måtte også landsholdsanfører Daniel Agger melde forfald. Begge nøglespillere er ude på foreløbig ubestemt tid.

Umiddelbart ser det dog mest alvorligt ud for Rodolph Austin, der fik et slag efter en halv time – og ikke kome op igen.

»Jeg ved ikke, hvad der skete med ham. Han er på skadestuen nu. Jeg tror, det er knæet. Jeg kan ikke gøre noget nu. Vi får overblik i morgen (mandag, red.),«, lød det det efter 1-0-sejren fra Brøndby-træner Thomas Frank.

Anderledes er meldingen omkring Daniel Agger. Agger var allerede tvivlsom op til kampen, men Frank valgte at spille med den midlertidige anfører i et i forvejen skadesramt midterforsvar. Det gav imidlertid bagslag. Agger kunne ikke gennemføre opgøret.

»Daniel fik en lille forstrækning i maveregionen i fredagens træning, så vi vidste godt, der var en udfordring der. Han blev testet, men kunne desværre ikke gennemføre kampen, Også dér regner jeg med, vi ved mere i morgen. Forhåbentlig hjælper en god nats søvn på det hele,« sagde Thomas Frank.

Brøndby har i forvejen problemer på de defensive og centrale positioner på holdet. Thomas Kahlenberg var søndag aften endnu ikke klar til at spille fra start. Han var dog på bænken, lige som en anden central midtbanespiller – Lebogang Phiri. Værre ser det ud i midterforsvaret, hvor Martin Albrechtsen er langtidsskadet.

Med Aggers forfald, er Brøndby efterladt uden et midterforsvar. Det var således den normale venstre back, Jesper Juelsgård, og midtbanespilleren Martin Ørnskov, der sluttede Hobro-kampen af i hjertet af den blå-gule defensiv.