Når fodboldlandsholdet er samlet, er det sjældent, at der er tid til sådan nogle træningspas, hvor der virkelig bliver skraldet igennem.

Men forud for tirsdagens altafgørende VM-playoffkamp i Tjekkiet er Brian Riemer begunstiget af at have fire kampfrie dage. Og det sætter han pris på.

- Det er meget vigtigt. Hvis vi ikke havde haft så lang tid, havde vi været nødt til at gribe det anderledes an i forhold til at nå det hele. Fordelen er, at vi ikke har haft travlt. Vi har i ro og mag kunnet lave planen helt færdig, siger Brian Riemer ved lørdagens presseseance på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.

Normalt har landsholdet kun to træningsdage mellem kampene, og i de tilfælde har der ikke været tid til så meget andet end at genopbygge spillernes fysik. Det er der denne gang, og det er afgørende.

- Vi har ikke været nødsaget til at presse spillerne ud at træne, inden de er klar til det. I går var en meget let dag på kontoret, og i dag bliver også en relativt let dag på kontoret.

- Det bliver meget taktisk snak, og vi kommer til at gå tingene igennem ude på banen. Vi kommer ikke til at sprinte rundt, for spillerne er stadig i restitution, og det er vigtigt, at vi er 100 procent friske på tirsdag.

- I morgen bliver den dag, hvor vi kan træne godt igennem med fart, siger Brian Riemer.

De ekstra kampfrie dage i landsholdslejren har også den betydning, at truppen, som rummer mange nye landsholdsspillere, har god tid til at knytte bånd.

- Det betyder meget. Det, der er med landsholdsfodbold, er, at hvert sekund tæller. Vi er samlet så kort tid og så få gange, og det betyder, at vi aldrig må anse tiden for at være ligegyldig. Vi bruger tiden på at skabe relationer.

- Én ting er, hvad jeg kan gøre, men det er lige så vigtigt, hvad der foregår i spillernes socialiseringsrum, hvor det ikke er Brian Riemer, der står og svinger taktstokken. Det er afgørende for processen, siger landstræneren.

Han fortæller, at alle spillere er kommet ud af torsdagens 4-0-sejr over Nordmakedonien uden knubs, og at alle 25 spillere i truppen rejser med til Tjekkiet, selv om kun 23 spillere må komme på holdkortet.

- Vi kunne godt skære to fra inden, men det ville være unfair. Jeg tror ikke, at der er nogen, der ikke har lyst til at være en del af det, selv om de skulle blive sorteret fra. Og så er vi i øvrigt også garderet, hvis der skulle opstå noget, siger Brian Riemer og banker under bordet.

Danmark og Tjekkiet mødes i Prag tirsdag. Vinderen indløser en VM-billet.

/ritzau/